Træning i skoven

[Adeline Magarita Jakson]

Solen stod midt på himlen, og strålerne lyste ned gennem trærens blade og lyste nærmest lyse grønne, fugle sang og brisen gled gennem alt både gennem træer buske og blomster, de få hvide skyer på himlen gjorde bare dagen beder, mellem alle træren stod Adeline alene i sit normale tøj men god hade hun de tæt siden bukser af samme stof som hendes top, hun stod og øve slag ud i luften mens hun træne sin sanser ved at lytte til at omkring hende og ved at føle jorden mod de bare fødder, hendes flade sko stod ved et træ hvor hendes neder del også lå sammen med hendes bue og pile, hun puste lidt da det var varmt og hun mærke hvor trøstig og sulten hun var, hendes drage Sky var ingen steder at se eller høre, men langt væk var hun ikke oppe i mellem de få skyer fløj hun og tjekke område da hun ikke kunne lande i skoven uden at smadder en masse træer.

[Deleted]

Aerandir var langt om længe, kommet fra Manjarno. Han havde været under opsyn der så ekstremt længe, efter at han var fundet hårdt skadet. Stadig måtte han mærke konsekvenserne af det, selvom det nu bare var noget, som han måtte bide i sig. Skaderne som havde ramt slottet i landet og det var noget som i den grad gjorde ham nervøs. Han havde buen i sine hænder idet, han stille og roligt bevægede sig igennem skoven med de rolige og så tydelige lydløse skridt. Han havde kutten over hovedet og med kappen som måtte blafre efter ham. Man var virkelig ikke sikker nogen steder mere, og det bekymrede ham meget faktisk. Han trak vejret meget dybt, de grønne øjne spejdede frem for ham og han lyttede til enhver lyd som var i hans nærhed. Han var hjemme hvor han hørte til. Endnu en gang hjemme i Procias og det var han utrolig glad for. Hylsteret med pilene, havde han over ryggen, så han var i den grad beredt, hvis der skulle ske noget som helst. Han tog i den grad ikke nogen chancer mere. Det gik så gruelig galt sidst. Han bevægede sig alene og ganske roligt. Nok hjemme, men der var noget andet i hans nærhed, det kunne han da godt fornemme, selvom.. Han havde ikke nogen anelse om, den som måtte være der, ville være ond eller god. Han kneb øjnene svagt sammen og tydeligt med en utilfreds mine. Skulderen havde stadig sin forbinding omkring. Det skulle stadig renses og han var ved at søge efter en bæk, så han kunne gøre det. Han kunne høre den i nærheden og det var den som han bevægede sig i retningen af. Han håbede blot på, at han ville få muligheden for at skulle gøre det alene, uden uvelkommen besøg.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare og træne hvider og nøde naturen omkring sig, her slappe hun aller mest af. hun lave et sidste hårdt slag ud i luften og stoppe, hun puste lidt og tørte sveden af panden og lukke de baby blå øjne i, hun sukke og gik fandt hen til træet hvor hendes ting var og tog nederdel på og børste fødderne af og tog de fine små sko på der var helt falde og sad tæt på hendes fødder, hun tog pile holderen over ryggen og buen over den anden skulder, og lytte til den skønne natur men hade en underlig følelse, hun bed sig i læben og sende vi af telepati en beskede til Sky <Sky hold dig i nærheden jeg har en svag følelse af der er andre ind mig> vis man var god til at høre kunne man høre give et uhyggelige brøl fra himlen mod jorden, Adeline begyndt at føle sig frem fra træ til træ men kom ikke så hurtige frem som han gjorde hvilke nok gjorde han ville se hende før eller siden.

[Deleted]

Aerandir var så sandelig slet ikke i tvivl om, at han ikke var alene lige nu. Det var ikke bare den ubehagelige fornemmelse i hans egen krop og i hans sind, men skoven var jo også et noget så åbent sted at være, at man næsten skulle undre sig, hvis man ikke fandt nogen andre også, nu hvor man var der alligevel i den anden ende. Han vendte fast blikket op mod den store himmel, da han kunne høre brølet. Det lød dog til at komme temmelig langt væk fra, så var det ikke noget som han tog så tungt lige nu. Han lukkede nu alligevel hånden fast omkring buen, bare lige for at være mere på den sikre side i den anden ende. Han nåede en lille bæk, hvor han stille gik mod den. Han satte sig ned, lagde buen lige ved siden af sig og hylsteret til pilene lige ved siden af, så han hurtigt ville være i stand til at skulle forsvare sig, hvis det skulle gå hen og vise sig, at blive nødvendigt. Han fjernede kutten fra hans hoved og lod det gyldne lange hår komme frem og de helt skovgrønne øjne. Han fjernede stille sin rustning fra hans overkrop. Den var let muskuløs, dog ikke så meget. Det var i den grad meget mere koncentreret omkring hans overarme og hans skuldre, udelukkende fordi, at han forsvarede sig og gjorde mest brug af bue og pil. Han smilede et tilfredst smil og vendte blikket mod forbindingen som han forsigtigt valgte, at skulle fjerne. Det dybe sår efter pilen som han selv var blevet ramt med, var tydeligt. Han fandt en lille klud frem fra en lædersæk som han også havde haft over skulderen, gjorde den fugtig med det rendende og krystalklare vand fra bækken af, og begyndte at rense det ganske så forsigtigt. Det brændt stadig en god del. Han var stadig opmærksom på omgivelserne. At han var i nærheden af en kvinde, vidste han dog ikke. Det var brøl som an lyttede efter. Det væsen måtte i den grad være stort.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline vandre hvider, men da hun var blind rande hun tit ind i et træ eller en busk. "av" lød det vær gang hun dunke en i et træ, "hvor er der en dejlige fladt område når man skal bruge det" hun slog til sidste hovedet så hun skifte retning, hun føle sig frem og gik nu lidt mere forsigtig så hun hurtigere kunne und gå træerne og ikke slog sig, hun endte det helt samme sted hvor hun træne hun kunne kende det ved lugten af de buske der hade være rundt om hende, "skønt faret vild og sky kan ikke lande her uden at smadder en masse træer" hun sukke og støtte sig op af træet og pille ved buen, "nu kunne man godt bruge en hånd" mumle hun og lag hovedet tilbage og ramte træet bag hende, "AV!" hun tog sig til hovedet og bid sig i læben. <adeline hvor er du jeg kan ikke se det> lød stemmen i hendes hovede, <jeg er hvor jeg træne men du kan ikke lande uden at smadder det hele, du er jo ikke så lille mere> og det var sandt Sky var næsten fuld ud vokse hun drage og en stor en ind da, sky kom nærmer og brøle igen som et kalde efter hende og pluslige ruske det i træren da hun svæve hen over træ toppen og sende et ordenlige vind sus gennem skoven mens hun brøle og Adeline kunne høre hende og gik væk fra træet så man kunne se hende, hun kunne line en der var bange for hvad der skete over hende.

[Deleted]

Aerandir blev bare siddende og lyttede ekstremt intenst til hvad der måtte foregå omkring ham. Han skulle bare ikke fanges i baghold endnu en gang, det var i den grad noget af det, som han måtte nægte på det strengeste! Han vidste allerede nu, at han bestemt ikke var alene. Han kunne ligesom høre det, men fornemmelsen, var i den grad også noget så stærk og tydelig i ham, at den var umulig, at skulle undgå. Han lod kluden stille køre henover det store sår. Det var stadig en anelse mørkt, men nu var han selv blevet for stædig, til at skulle blive på stedet for healing, når han udmærket kunne passe på det selv. Han trak vejret dybt, vendte blikket stille mod bækken igen. Vandet var koldt, men det var i det mindste rent, så måtte han jo bare bide det ubehag i sig. Han så kraftigt op, da han var helt sikker på, at han havde hørt nogen sige av? Han kneb øjnene let sammen og samlede stille forbindingen op, som han forsigtigt tvang omkring sin skulder endnu en gang. Han bed den smerte tydeligt i sig, for det gjorde faktisk meget ondt stadigvæk. Han tog fat omkring sin bluse og tvang den stille op omkring hans hoved og over hans fast overkrop igen, så han i det mindst kunne skjule sig lidt, selvom han udmærket godt vidste, at den ikke ville yde ham nogen former for beskyttelse, hvis det skulle gå helt galt. Til tider måtte man vel bare tage chancen? Han bevægede sig stille og roligt en anelse væk fra bækken af og med blikket som søgte ind mod træerne. Han fik til sidst øje på en kvinde, som ikke så ud til at kunne komme nogen steder? Aerandir hævede undrende det ene bryn, inden han roligt og stille, søgte mod hende. Han skubbede roligt grene til side og trådte respektfuldt over skovens bund. ”Undskyld mig..?” begyndte han roligt. Også for at gøre hende opmærksom på, at hun ikke var alene. ”De ser ud til, at kunne bruge noget hjælp?” spurgte han videre. Han var dog venlig og høflig i hans stemme, hvilket var noget, som han valgte bevidst. Han ønskede nemlig ikke, at slås eller kæmpe for den sags skyld. Det havde han vidst oplevet mere end godt nok af igennem det sidste lange stykke tid.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare og lytte, hun kunne høre store vinge slag hvilke betød sky var tæt på men stadig ikke kunne se hende. hun stod stille og hade hånden om buen og var helt væk, men da hun hørte nogle snakke til hende fik hun et chok og bakke lige ind i et træ, "av" hun tog sig til hovedet. hun ømme sig men rette sig op og prøve at finde ud af hvor stemmen kom fra, "åh nej nej jeg....venter bare på min ven kommer vis hun kan finde mig....det ikke nemt mellem alle træerne " hun smile bare han lød nu venlig nok men var på vagt af lige vel personen kunne snyde hende, ved bare at være venligt "øhm kunne de hjælpe mig....hvor er der en lysning....eller et mere åben område" hun begyndt at følge træren hun måtte jo finde personen før eller siden.

[Deleted]

Det havde slet ikke været Aerandirs mening, at skulle skræmme hende. Direkte havde det set ud som om, at hun slet ikke havde set ham? Hvilket dog alligevel var en ting som måtte undre ham en god del. At bevæge sig blind ud i en skov som dette, var aldrig noget af det mest smarte. Han skar en svag grimasse. ”Åh.. undskyld..” sagde han stille. Han gik forsigtigt mod hende, da hun ømmede sig. Det så et sted ud til at gøre bare en anelse ondt? Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle tage blikket fra hende. Ond var han bestemt ikke. Det var noget af det sidste, som man kunne kalde ham. Han havde selv kæmpet for dette lands ære og nu var han endda også givet den mulighed, at han kunne trække sig lidt, komme sig fra sin skade og vende tilbage igen, hvis det var det som han måtte ønske, og det var noget som han ønskede i den grad. ”Deres ven? De befinder Dem også i en tæt skov, unge frøken.. Kom, lad mig hjælp dig..” At hun prøvede at finde frem til hende, satte dig en tanke i hans hoved.. Var hun blind? Ikke at han ville spørge hende direkte. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle føle ubehag på nogen måde af dette, det var der ikke nogen tvivl om. Han hævede forsigtigt den ene hånd og lod den stryge mod hendes, da hun kom tæt nok på ham, til at hun kunne røre ham. ”Hvis De tillader selvfølgelig,” sagde han stilfærdigt, da han varsomt lukkede sin hånd omkring hendes egen for at skulle føre hende til den samme lysning som han selv måtte holde til i. ”Jeg kan vise Dem en lysning,” sagde han med en rolig stemme. Han ønskede hende virkelig ikke noget ondt.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare da han sag undskylde, hun regne med han hade gætte hendes lille svag hed. "det gør ikke noget...min sans er bare lidt fin følele...det jo en del af....at være blind" hun smile lidt. da hun mærke en hånd der rørt hende, stoppe hun og fik hånden til at tage hans. hun rørte lidt hans hænder, jo nu var hun sikker på et var en mand med de hænder. hendes hænder var små og passe til hun ikke var så stor, "det ville var rart vis du ville " hun smile venligt og hade bare fat i hans hånd uden at klemme for hårdt, "er lysningen stor vis jeg må spørge " hun så mod hvor hun regne med hans ansigtet var, hun holdt det blide smil på de små læber der passe til hele hende lidt lille hovede som nu var meget pæn vis man kunne lig mennesker så små hoveder.

[Deleted]

Aerandir havde allerede gættet sig til hendes svaghed, hvilket kun var blevet bekræftet af hendes egne ord, selvom det nu i bund og grund, ikke var noget som gjorde ham særlig meget. Tvært imod, så var han også sikker på, at hun var af typen som ikke ville ønske medlidenhed og han ønskede heller ikke at give den i den anden ende, for den førte aldrig noget godt med sig. Han lod hende roligt føle på hans fingre. De var ru som enhver anden mands, så der var han virkelig ikke et hak anderledes på nogen som helst måde overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med et stille smil på læben. Hun virkede dog meget glad selv på trods af hendes tilstand med hensyn til synet. Han lukkede hånden roligt om hendes, gik stille om bag hende. ”Tillad mig..” begyndte han roligt, da han lod den frie hånd stille falde mod hendes ryg, så han kunne føre hende ud af denne tætte del af skoven, som hun nu var endt i. For det ville virkelig ikke gavne nogen af dem. Han betragtede hende let. ”Den ligger lige ved bækken, så jeg tror, at der er rigeligt plads,” fortalte han med en rolig og let eftertænksom mine. Hvem hendes ven måtte være, det vidste han ikke, men dog var han blevet en anelse nysgerrig i den anden ende, det var slet ikke noget som han kunne komme udenom. Han førte hende med sig tilbage til lysningen hvor han selv var kommet fra og med et let tilfredst smil. Først der flyttede han hånden som han havde valgt, at placere over hendes ryg. ”Her har du masse plads at bevæge dig på.. og uden, at skulle støde ind i det ene eller det andet,” fortalte han roligt. Han så sig lidt omkring. Stadig med den brølen siddende i hovedet. Det var også eneste grund til at han var på vagt lige nu.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline mærke han lukke hånden om hendes hånd, "Mange tak det var pænt af dig" hun smile og mærke hans hånd på ryggen og fulde blot den vej han førte hende, hun syntes det var pænt af ham at hjælpe hende tros han ikke kendt hende. da de stoppe op i lysningen smile hun bare varmt, "lyder godt for min ven fylder en smugle" hun smile og snart hørte man brøle igen men denne gang højer og ikke lagt væk, "nå da hun er vist bekymret" kom det fra hende og slap hans hånd og gik lidt ind i lysningen, over træernes top kom nu en stor næsten fuld ud vokse hun drag og glad så hun ikke ud, "ja ja jeg er jo her rolige" adeline var rolige og smile bare, mens dragen lade med et ordenlige bump og jorden ryste af dens vægt, den hvæse og trak vejer tungt og strakt hovedet mod hende som adeline blidt omfavne så godt hun kunne.

[Deleted]

Hvem Adelines ven var, var nu efterhånden noget som gjorde Aerandir noget så nysgerrig, det var slet ikke noget som han unne komme det midnste udenom overhovedet. Bare det, at hun i det mindste lod ham føre hende på denne måde, var faktisk noget som måtte gøre ham glad i den anden ende. Det var nu efterhånden sjældent at han havde været tæt på nogen anden kvinde faktisk, selvom han dog i den grad var en af dem som behandlede dem med den største respekt. Han lod hovedet falde undrende på sned.”Din ven fylder en smule? Her er jo meget god plads, så mon ikke vi kan være her alle 3,” sagde han roligt. Han holdt hende stadig i hånden til hun selv valgte, at skulle trække hånden til sig. Man ville klart være bekymret hvis man ikke var i stand til at skulle finde sin ven herude i skoven, for den var virkelig tæt på alle måder, det var der ikke nogen tvivl om og det isig selv, var nok til at kunne bekymre selv ham i tide og utide. Han så op ved endnu et brøl, som næsten måtte få det til at løbe koldt ned af hans egen ryg. Aldrig havde han været tæt på en drage før og det var noget som han nu heller ikke havde forventet at skulle gøre det. At det store væsen søgte ned mod jorden og landede direkte på jorden med et bump som kunne mærkes under ens fødder, fik Aerandir kraftigt til at skulle bakke mod sine egne ting. ”Så…. Det er din ven?” spurgte han med en så kontrolleret stemme som muligt. Han nægtet virkelig at vise frem, at han var direkte rystet. Han havde virkelig ikke ventet sig, at skulle se en drage.. endnu mindre, havde han regnet med , at hun var en dragerytter.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline strøg dragen over hovedet og smile bare, "ja det var godt der var nok plads til dig ikke Sky" dragen brumme dybt, og rette blikke mod Aerandir og brumme. "rolige Sky han gøre ikke noget " hun strøg dragen over næsen og smile, "jeg kan fornemme de er overrasket...hun gør ikke noget så de kan tage det roligt" hun smile bare mens dragen lag sig helt ned og med hovedet på jorden, adeline satte sig ned og lå lidt op af dragens hals, "du må være træt Sky hvil vingeren før vi tager tilbage til slotte" hun strøg dragen på halsen og mens hun bare så lige ud, med de blinde øjne og brugte øren til at hvide hvad der var omkring hende og så hendes næse, "sig mig herre...men hvad er deres navn enlige?" spurte hun roligt og hade ikke hørt han var gået så regne med han stadig var der.

[Deleted]

At se en drage så tæt på, var virkelig ikke noget som Aerandir lige havde ventet sig, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, det kunne han meget fint stå ved også således. Han holdt sig en tydelig afstand og specielt da det store og dog så smukke væsen, begyndte, at skulle brumme af ham. Hvis han havde ønsket ende noget ondt, så havde han dog gjort det for længst, selvom bare det faktum, at skulle gøre nogen ondt, slet ikke var et gen som han havde i sig. Han ønskede ikke at gøre ondt, med mindre at han virkelig blev nødt til det og nu kvor krigen var over dem på denne måde, så var det jo ikke fordi, at han ikke havde noget andet valg uanset ,det var der heller ikke nognen tvivl om. Han trak vejret dybt og prøvede virkelig bare, at falde til ro.. Aldrig havde han set en drage selv. Selv havde han hørt om dem, men aldrig rigtigt troet på, at de faktisk måtte eksistere og nu stod han der foran en! ”Jeg blev bare.. overrasket. Jeg har hørt om drager, men aldrig set dem..” sagde han stille. Han var direkte målløs, det kunne han slet ikke lægge skjul på, selvom det nu var kendt for ham, at hun slet ikke ville være i stand til at se det uanset hvad , så var det vel i bund og grund en anelse ligegyldigt vel? Han blinkede let med øjnene og vendte blikket mod hende. Han tvang blikket mod hende, selvom han stadig var meget opmærksom på dragen lige ved sig, det var der ikke nogen tvivl om. Han vidste slet ikke om han skulle stole på det store væsen eller ikke.. Det var jo trods alt meget, meget nyt for ham. ”Aerandir er mit navn.. Aerandir Carnesîr,” præsenterede han sig med en rolig og stolt mine. Han var en elver, det skinnede trods alt også langt ud af hans navn, som bestemt ikke var et normalt navn som man ville støde på i byerne. ”Og hvad er Deres navn?”

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad og nusse dragen med de små hænderne, mens hun nød vært sekundet af den friske luft naturen omkring sig, vi af Aerandir's stemme danne hun et billede af ham så godt hun kunne. "mit navn er Adeline Margarita Jakson" hun smile venligt og kom op og stå, "har du aldrig set en drage...de ellers svære at und gå at se" hun fnise og stod med hænderne i skødet, mens dragen bare lå og stirre på ham før den lukke øjne for at tage en lille lur, Adeline så ned på dragen hun kunne mærke den var ved siden af hende, der for viste hun hvor hun skulle dreje hovedet hen. "hvad laver de helt alene her ud Aerandir plejer elver ikke at gå sammen" uden han man kunne se det hade hun mens sky hade set på ham set gennem dragens øjne og se han var elver der fra viste hun hvad han var, hun gik forsigtig lidt tætter på og smile bare venligt og stoppe en meter fra ham da hun ikke ville virke på trængene.