A new change.. A new life

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Smidt ud.. Junior kunne virkelig ikke tro det og alligevel så var det ham selv en glædestanke. Det var højlys dag i Manjarno og selv havde han kun lige nået at skulle give Camryn og Lysander beskeden. At ham selv og Lysander ikke kunne blive værende i lyset på grund af deres race – ham selvfølgelig fordi han var hel Warlock og så ham selv.. fordi mørket åbenbart var det mest fremtrædende. Han sad ved bordet nede i krogen i kroen. Det var risikabelt nok at skulle vandre rundt udenfor og det var virkelig første gang, at han havde valgt at skulle bevæge sig så langt væk fra slottet af. Han havde jo mere eller mindre altid været holdt på den anden side af muren for sin egen skyld og uanset hvordan man vendte og så på det, så var han stadig af kongelig æt og blod! Kutten havde han trukket over hovedet og han sad knugende med sin fars dagbog i hånden. Han kunne ikke komme udenom at han virkelig savnede dem, men stadig.. dette var en ting som han virkelig var nødt til at finde ud af.. det hus.. det eksisterede vel? Det stod nedskrevet i både hans mors og fars dagbog jo. Han havde en sæk af skind stående ved siden af sig. Et glas vand stod foran ham og uden at han havde rokket sig meget det sidste stykke tid. Marius ville da slå ham ihjel ved at tage Camryn med sig den lange vej? Han ville jo faktisk gerne have hende med sig og Lysander også.. han kunne ikke klare det uden den mand, han var virkelig den guide som han havde i sit liv! Han sukkede dæmpet og førte glasset til læberne idet han bundede det. Han havde bedt Camryn om at skulle møde ham her på dette sted og så finde ud af hvad de skulle gøre herfra. Trolovelsen hang stadig ved vel? Selvom han ikke længere kunne kalde sig for kronprins.. selvom han stadig var prinsen af lyset, så var det der han faktisk var smidt ud. At han ikke fik tronen gjorde ham til dels intet.. men at miste lyset.. hans forældres hjem og der de faktisk havde været lykkelige, var det som gjorde mest ondt af det hele.

[Deleted]

Camryn havde fået beskeden fra Junior af. Hun var derefter taget hjem til Marius' hjem, og forklaret det hele og hun tog til Manjarno sammen med Lysander som var tvunget til at forlade Procias pga. den hjemvendte Konge. Hun ville med Junior. Hun var jo smaskforelsket i den knægt. Hun var glad og hun strålede. Lysander havde hentet hende hjemme ved Marius, og hun havde lånt hendes hest og Lysander havde også han egen. Derefter var de redet ud over grænsen, og Lysander havde vinket farvel til Procias. De havde fulgtes hele vejen til byen. De havde reddet galop på de åbne vider, og ellers så var det foregået i skridt. De var nået Manjarno kroen. Begge havde de oppakning med, og Lysander var også bevæbnet. Han skulle jo gerne forsvare sig selv. De kom riddene ned igennem gaden, ned imod kroen hvor Junior havde meldt han var. Camryn havde i dag et par bukser på og en bluse, sammen med en tyk jakke og støvler. I oppakningen havde hun ekstra tøj. Håret sad i en hestehale og hun snakkede løs med Lysander som de red. Man lærte virkelig hinanden at kende undervejs på sådan et ridt. De nåede kroen og fik hestene ind i stalden for en sum penge, og sadlerne med oppakningen blev låst inde i en boks der stod i staldboksen de havde fået købt sig til. Bagefter trådte de ind i kroen, og Camryn fik straks øje på Junior. Hun hastede hen til hans bord og kastede sig i favnen på ham og kyssede hans kind.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ventetiden var virkelig så voldsomt dræbende for Juniors vedkommende. Han ville ikke rejse før han vidste om Lysander var med og Camryn for den sags skyld. Han ville ikke nogen steder uden hende og desuden var det jo ekstrem risikofuldt for hende at skulle tage med ham. Hun kunne jo trods alt blive, hvilket han var ganske så sikker på, ville være det som Marius helst ville have af hende for den sags skyld og han ville ikke klandre manden. Han ville jo have det helt på samme måde. At få øje på Camryn i døren, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. Han var virkelig begyndt at holde af hende på den måde også. Bevidst hvor han faktisk holdt afstand til følelser. Han ønskede ikke at falde i det samme som sine forældre og at det skulle være så kaotisk som selv Nathaniel havde fortalt ham. Ikke at han nåede at skulle reagere før hun havde kastet sig ind i hans favn og overfaldt ham med kys og kram som han dog gengældte med en stor glæde også således. ”Godt du fik min besked,” sagde han med en rolig stemme og med det blide smil. Kutten var jo alligevel endt med at skulle falde af nu. At hun så havde genkendt ham, måtte han jo finde som en ganske så utrolig tanke faktisk også således. Han strøg hendes kind og rykkede længere ind på den polstrede bænk så hun kunne tage plads ved siden af ham. Hans fars dagbog lagde han på bordet idet han vendte blikket mod Lysander. Han var tvunget til at forlade landet på grund af hans race, hvilket han selvfølgelig var ganske ked af faktisk. ”Jeg er ked af det Sander.” sagde han med en mere fattet stemme. Hans arm førte han stille omkring Camryns liv og tvang hende ned at sidde ved ham selv og ned i hans skød. Han ønskede at have hende tæt på. Han havde manglet hende siden han selv var blevet bedt om at opgive sin plads på slottet og tvunget til at forlade lyset – med andre ord, så var han også endt med at blive smidt ud og ha hadet det! Han sukkede stille og vendte blikket mod Camryn hvor selv det blide smil slet ikke kunne skjules det mindste overhovedet. ”Du vil ikke have noget at spise eller drikke?” spurgte han med en rolig og fattet stemme. Hans hånd bevægede sig roligt og stille over hendes ryg i et kærligt og blidt kærtegn.

[Deleted]

Camryn havde været splittet meget i om hun var i menneskeskikkelse eller hundeskikkelse, så efterhånden hang sanserne bare sammen i en stor pærevælling. Så om han havde stået på afstand, så ville hun kunne mærke og lugte ham i nærheden. Hun smilede blidt og kyssede hans læber blidt, inden hun dumpede direkte ned at sidde i hans skød og med et bredt smil på læben. Den ene arm som hvilede omkring hans nakke, mens hun blev siddende ganske roligt. Nød hans kærlige strøg over hendes ryg, det var virkelig noget der var savnet. Hun kyssede igen hans kind med et smil og vendte blikket imod Sander som var dumpet ned overfor dem.
Sander så roligt på dem og med et smil. Forelskelsen var tydelig i Camryn og Junior så ud til at gengælde det helt fint. Han håbede for dem, at de stadig ville giftes. Camryn ville klart gavne på Junior's race splittelse. Han lagde hovedet på skrå og blev siddende med sværdet lige ved sin side, siddende i bæltet. Den lagde han virkelig ikke fra sig. Han havde nøglerne til boksene de havde leget til deres egendele. "Ikke undskyld Junior. Der er intet at gøre ved det. Desuden ligger mit løfte på dig og ikke i Procias' land. Jeg er jo trodsalt ikke færdig endnu vel? Jeg følger med jer, om i ønsker det. Hvis ikke, klarer jeg mig også helt fint." Han nikkede kortfattet. Lige ud af posen. Han havde virkelig intet at skjule.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne ikke lade være med at smile med Camyn i hans egen nærhed, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende blot falde godt til i hans eget skød og med det blide smil på læben som han ikke skjulte det mindste overhovedet. Han tog imod hendes kærtegn og mange kys også mens han måtte lytte til Lysander. Han nikkede. ”Jeg har stadig meget at lære, og jeg ønsker dig ved mig stadigvæk” medstemte han stille og med det blide smil. Lysander havde været det som han havde haft siden hans forældres bortgang og noget som han var så frygtelig glad for. Camryn gjorde det desuden også meget lettere for ham at skulle holde de magiske tendenser under kontrol, noget som han alligevel kun var hende så taknemmelig for. Racesplittelsen var virkelig kun blevet værre med årene og det skræmte ham ærlig talt en hel del. Han havde allerede sagt til Lysander, at han ikke skulle tøve med at gøre noget hvis han virkelig havde været tvunget til det. Han ønskede ikke at skulle skade nogen når han først røg ud i det røde felt som han havde gjort den dag, hvor trolovelsen var blevet kendt for ham. Han havde virkelig været så vred som han aldrig nogensinde havde været det før og det var virkelig noget som havde jaget skrækken i ham i eftertiden. Hænderne foldede han stille om Camryns talje og med det blide smil på læben. ”Men.. jeg fandt en mulighed..” Han slap Camryn med sin ene hånd og greb igen om sin fars dagbog, hvor han slog op på en side og smækkede den op på bordet vendt mod Lysander. ”Det står beskrevet i både min mor og min fars.. De Locher Mansion.. du kender intet til det, gør du?” spurgte han stille. Han vidste at det ville blive ham en besværlig tid om det skulle gå hen og blive tilfældet, men igen.. de måtte jo have et sted at være, også selvom han ikke brød sig meget om at skulle søge til mørket. Han havde jo altid hørt om hvor forfærdeligt det var. ”Det.. må jo stå tomt efter dem.. og min brors død,” sagde han med en dæmpet stemme. Hans forældre var og blev hans ekstrem ømme punkt, bare at snakke om dem gjorde ondt.. ligesom han kunne tage sig selv i at fælde tåre ved at læse om deres lykke sammen.. noget som han aldrig havde fået lov til at opleve selv.

[Deleted]

Camryn blev siddende helt roligt på Juniors skød. Her hun følte den tryghed og varme som hun virkelig havde brug for. Hendes hånd nussede blidt hans nakkehår og hun lagde hovedet tæt til hans hals, som en kælen hundehvalp. Hun trykkede sig lidt ind til ham med et blidt smil og sad nu blot ganske stille, mens hun lyttede til hvad han ville forklare for Lysander. Hun kyssede ham blidt på halsen og holdt sig siddende tæt ind til ham, selvom han slap hende med den ene arm. Her hævede hun blikket og så hvad han forklarede om. "Et hus?" hviskede hun stille og egentlig kun sigende, i at hun havde hørt det. Ikke et direkte spørgsmål.
Lysander så med en stærk nysgerrighed på dagbogen og trak den hen til sig. Han studsede over bogen. Lestats dagbog. Han nikkede stille. "Jeg har været der.." sagde han dæmpet og skubbede bogen tilbage til ham. Han nikkede kortfattet. "Vi kan sagtens tage dertil.. " sagde han dæmpet og lagde hovedet på skrå. "Men i skal være klar over, vi må tage det i en strækning. Specielt hvis vi har nogen efter os," hviskede han kortfattet og havde lænet sig ind under bordet. Camryn smilede. "Jeg er frisk," kommenterede hun.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var i den grad rolig med Camryn ved sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om på nogen måde overhovedet. Han lod begge hænderne igen falde omkring hendes slanke liv og lod hende sidde så tæt på sig som det var ham overhovedet muligt at skulle have hende. Hånden fortsatte kun de rolige og blide strøg henover hendes ryg og med det så blide smil på læben som han bare ikke kunne få sig selv til at skjule. Han holdt virkelig af hende, vel selv på grænsen til den forelskelse som var ønsket at blive set ved dem begge og nu var tronen tabt alligevel.. ikke at tanken gjorde ham så frygtelig meget egentlig, det eneste som faktisk ærgrede ham mest, var at de var blevet smidt ud.. selvom de var af lyset begge to. Han blottede halsen stille for Camryns kys. Hvis der var noget som kunne fjerne den usikkerhed og tvivl i ham selv, så var det så sandelig hende og hendes mange blide og elskværdige kærtegn. Han kunne ikke lade være med at smile hvor han blot nikkede. ”Et stort hjem,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod Lysander. Havde han virkelig været der? Han nikkede stille til hans ord. Det ville blive hårdt i den første tid, men alt var bedre end et gammelt kroværelse.. det var virkelig for åbent og for let tilgængelig. ”Jeg render rundt med dødsdommen over hovedet, Sander,” begyndte han med en fast hvisken. Han var jo trods alt prins endnu og af kongeligt blod, skulle der ske noget med Andrew, så var tronen jo hans om ikke han havde børn til at tage den ved myndig alder. Han løb mildest talt rundt med en død skrevet over hovedet. ”Så.. gør vi det.. det er åbenbart kun slægt og nære som er vist vejen, som kan finde frem til det, så.. jeg håber far beskrev vejen korrekt,” indskød han stille. Han var ikke meget for at tage til mørket og dertil, men det var jo virkelig også den eneste mulighed som de jo faktisk stod med, selvom han ville kræve al støtte som han vil kunne få fra dem, det ville bestemt blive en hård tid for ham.

[Deleted]

Camryn nikkede kort til Lysanders sidste ord. Ja. En strækning. Og hun var allerede godt øm efter at have redet bare hertil. Hun sukkede let. Hun var af det pure lys. Tænk hvis nogen fandt ud af det? Men neej.. hvem skulle dog, når de fandt vejen til Locher huset der lød til at være skjult af ældgammel magi? Det var umuligt i såfald, at nogen overhovedet skulle finde det. Hun trak vejret roligt og mærkede Juniors hænder omkring sig igen og med et blidt smil på læben. Hun nød hans kærtegn. Hun ville også gerne sidde helt tæt.. så tæt som det overhovedet var muligt. Et sted.. var hun vel halvt prinsesse endnu, da hun skulle følge Junior til tronen hvis der skete den nuværende noget.. Hvilket var hende en lidt skræmmende tanke. Men hvis han så nåede at få børn, så forblev hende og Junior ukronede. Så meget vidste hun da. Mange års lærdom var hun blevet tæsket igennem og det ærgede hende, det var spildt. Men... så havde hun jo ikke mødt Junior. Det var hun kun glad for. Hun trykkede sig indtil ham og lod øjnene stille glide i, for en kort stund. Meddelsen om dødsdom ramte hende dog. Hun satte sig op. "D..d..dø..d," stammede hun skræmt og så på ham, med en panik i blikket. Han måtte ikke dø! Så ville hun i hvertfald med.
Lysander så på dem. Stadig med et smil. Camryn formåede at holde Junior rolig, hvilket var hvad de havde håbet på - derfor de havde skullet lege sammen som lille, og få det kendtskab som ingen andre voksne ville have - hvis de ikke havde leget. Han så roligt på ham. "Det er bestemt er stort hus," medstemte han roligt. Han forblev halvlænet ind over bordet. "Det har jeg også, hvis jeg havde løbet risikoen og blevet... Men jeg smuttede før vagterne tog mig," sagde han med et kortfattet tone og et let skævt smil. "Men det er derfor vi må vækl... ingen finder Locher huset. Det har vist stået tomt i årevis." Han lagde hovedet kort på skrå.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Et sted stod Junior stadig i arverækken til tronen – ergo han var af royalt blod og af den slags som stod med dødsdommen stående over hovedet så snart at han havde bevæget sig væk fra Procias og han vidste det. Der var virkelig en grund til at han var så voldsomt meget på vagt som han var nu og utroligt nok, så var Camryn også virkelig den eneste som overhovedet kunne formå at holde ham rolig, selvom han var så frygtelig urolig indvendig. Han ville virkelig bare af sted så hurtigt som muligt, han følte det virkelig slet ikke behageligt at skulle blive siddende her og bare vente, det var skræmmende nok som det var allerede. Han lagde hovedet stille tæt ind mod Camryn, selv hvor hun tydeligt måtte reagere på hans ord. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han blot nikkede ganske roligt. ”Status og blod, selvom jeg er smidt ud af landet,” forklarede han videre med en rolig stemme. Hun skulle virkelig ikke være bange for at noget ville ske, han ville virkelig ikke tillade at noget skulle ske overhovedet! Han plantet et stille kys mod hendes mundvige og med det lette smil. ”Jeg klarer mig,” indskød han med en rolig og fattet stemme, og alligevel beslutsomt. Han lod tungen fugte læberne med en let eftertænksom mine. Han kunne næsten forestille sig at hun ikke var vant til at ride som ham og Lysander selv var, det var efterhånden noget af det som han var ganske så vant til alligevel. ”Det har vel stået tomt siden mine forældre og Jonas’ død..” sagde han stille. Han havde aldrig nogensinde kendt til sin bror.. faktisk, så havde han aldrig nogensinde kendt til noget af sin familie overhovedet. ”Jeg skulle jo have vagterne til at smide mig ud,” tilføjede han med et let smil på læben. Han havde virkelig ikke forladt den tryghed med sin vilje i hvert fald, det var helt sikkert. Hans hånd fortsatte roligt over hendes ryg inden han lod den snige sig frem igen og tog omkring hendes hånd hvor de blidt sammenflettede fingrene. ”Min fars hus er beskyttet af magi, min kære.. vi vil være trygge der,” forsikrede han med en rolig stemme. De smaragdgrønne øjne vendte han mod hende. Han var ganske selvsikker på den udtalelse.

[Deleted]

Camryn nikkede blot kort og i små nik til hans ord. "Det er godt," hviskede hun i hans øre og havde rettet sig lidt op igen, eftersom hun umiddelbart ville tro at de snart skulle afsted hvis de skulle have chancen for at nå det. Lysander selv, havde rykket sig tilbage og han havde skubbet stolen ud, rejste sig og ladet den stå tilbage lidt fra bordet af. Han smilede. "Så kom med," sagde han. "Junior, jeg formoder du har din hest med dig også?" spurgte han kortfattet og blev stående, ventende på at de rejste sig. Camryn tog hintet og gled af Junior's skød, og kom så op at stå. Hun greb ud efter hans hånd og hev ham med. "Kom," sagde hun blidt og smilede stille. Forelskelsen lå selv i hendes smil, glinsende i hendes øjne. Udtrykket i kroppen. Ja, det var over alt. Hun trak Junior med hen og stillede sig lige foran Sander. Sander var i det hele taget ikke særlig høj, og hun kunne derfor næsten se ham i øjnene. Nåede omkring hans øjenbryn i højden vel. Hun havde tit drillet ham med det... I hvertfald ude i stalden her idag, da hun var stået af hesten og havde set hvor lille han egentlig var. Sander førte dem med lige udenfor kroen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior sendte Camryn et stille smil. Han nægtet ærlig talt at skulle opholde sig på et sted hvor hun ikke ville være i sikkerhed, så var det fuldkommen ligegyldigt med hans egen på alle tænkelige måder, det var helt sikkert. Han rejste sig ved siden af hende og lod hende snildt gribe om hans hånd og trak ham med sig. Han rystede på hovedet til Lysanders ord. ”Vagterne smed mig ud længe inden jeg nåede at få noget som helst med mig.. jeg gik hertil med den lædersæk med det som jeg har klaret at skaffe mig her,” forklarede han med en rolig og fattet tone. Der var absolut ikke nogen tvivl om at hans respekt for Andrew var røget direkte i nul og på alle tænkelige måder. Han kunne ikke fordrage den knægt og hans mange tanker om at skulle gøre Procias til noget lyst, i hans øjne havde det ikke været lyst siden hans forældres død – det som havde lagt det i det evige mørke alligevel. Han trykkede stille omkring Camryns hånd. ”Jeg håber da at der er plads på Camryns.” Han vendte sig mod hende og med det let kærlige smil. Følelserne som hun nærede for ham allerede var jo så småt ved at skulle blive gengældt og han nød af det, selvom det var noget som skete med den største forsigtighed. Følelser var jo trods alt ikke noget som man skulle lege med. Han selv var blevet højere end Sander, men kun en anelse. Han havde jo stadig en anelse at vokse på endnu, med tanken til at han kun var de 17 jo. Han holdt godt om Camryns hånd. Han var virkelig bare glad for at de selv var kommet væk i tide. Selv hvor han vidste, at Sanders rene race ville have skænket ham en værre behandling automatisk, hvilket han helst ville undgå! Alle spor efter lyset var Andrew ved at fjerne i hans øjne.. alle minder efter hans forældre.