Dry Bathing

[Silia D. Diamaqima]

Solen stod højt på en åben, skyfri himmel. Dets blege stråler faldt over jroden sm måtte ligge under den som var den absolut ingenting, blænde alt hvad der måtte være i nærheden og skabe den brændende hede. Himmel var malet i en smuk blå farve og alt man kunne ane der var fulge som måtte synge i luften. Der var som sådan ingen vind, alle træer og alle planter og bomster var ebyndt at skulle springe ud man kunne roligt sige at man var ved at nå til sommertiden. I det lange græs som bredte sig over hele engel lå den lille skikkelse, ikke meget større end det som en ung teenager ville være. Faith's funklende smaragdgrønne lå skjulte bag de øjenlågs om var gledet i, ikke så meget fordi hun var træt men ganske enkelt fordi at solen også blændende hende og det andet var langt mere behageligt. Det var frygtelig længe siden at hun havde været uden for Dvasias ogsøgt de steder som hun virkelig nød at være, blandt andet på engle hvor hun kunne høre fuglene synge i luften og bare ligge i det lange græs som måtte kilde hendes fine glatte hud. Det krøllede lange røde hår der måtte hvile omkring hendes skikkelse var det som måtte afsløre hele hendes skikkelse, eftersom dagens kjole der måtte bæres omkring hendes slanke skikkelse, var i selv samme farve som det grønne græs. Hun kune foenemme alt som skete omkring hende, og alligevel lå hun virkelig i den største afslapning. Hun havde haft brug for at slippe en smule væk hjemmefra og fra alle problemerne med deres lille søn eftersom han endnu engang nægtede at sove i hans egen selv, og lidt fra af den leder position selv hun behøvede den afslapning. Solen varmede hendes krop gjrode virkelig kun hendes naturligt varmere hud endnu mere varm og hun nød virkelig bare godt af det, lige der måtte et blidt smil pryde hendes rosenrøde lævber. Brystet hævede og sænkede sig roligt som hun måtte slappe af i hele rkoppen, til tider havde hun faktisk overvejet at tage Kimeya med hertil og bare hvile vise ham glæden ved det, men nu vhor han var is dæmon var det nok ikke det mest praktiske hun kunne finde på, ikke om dagen om ikke andet. Senere ville turen gå et smut fordi det royale slot i dette land, det var efterhånden længe siden hun havde set til hendes søster og Gabriel og lige det måtte hun vel et sted sige at savne dem, desuden havde hun slet ikek hørt hvordan det efterhånden måtte gå dem og hendes kære søster Hope som også havde fundet hendes vej frem til landet? Et stille suk slap hendes læber, hvor de slanke fingrer stille legede en let leg der kun gik up på sno de tynde græsstrå omkring hendes fingrer.

[Deleted]

Et andet sted i græsset spadserede en skikkelse en smule forvirret rundt. Han var ikke meget større end en ung teenager ville være det og det var sådan set logisk nok. han var ikke andet end det så at sige. Han var et ungt væsen, men med udseende og sind som en ung teenager. Han havde for første gang i sit liv sat sin fod over grænsen til Manjarno. Han havde ført Alastar ud fra slottets fangekælder af hemmelige gange og gennem skovene af små stier der ikke blev betrådt af andre. Han så sig lidt rundt og var faldet i søvn og da han var vågnet op havde han været alene. Alastar havde blot forladt ham i Manjarno og det burde han vel havde vidst. Så snart de var kommet i sikkerhed og det hele med healingen var klaret så ville han blot gå fra ham. Han havde dog håbet, at det ikke var endt sådan her. Han kunne jo ikke finde rundt og var nok kommet længere væk fra muren tilbage til Procias end tættere på. I hvert fald, så havde han ikkee sat sin fod her før så enten gik han forkert eller så i ring af en art. Han bed sig i læben og så let panisk rundt. Det sorte hår gled lidt ned over hans isblå øjne der flakkede vildt. Han kendte ikke dette land og vidste ikke hvor der var farligt og være. Vel alle steder? Især for ham. Han sukkede let og havde delvist opgivet og finde Alastar. han kunne være gået væk for en kort stund til et sted nært ved. Eller han kunne være taget tilbage til Dvasias. Det var ikke til og sige. Og bare fordi han havde blundet lidt. Han vidste jo ikke om Alastar havde tænkt sig og komme tilbage eller ej. Han havde ikke tænkt over at blive på stedet før det var for sent og så kunne han ikke finde tilbage. Og nu var han her. Hvor her så end var. Han så rundt og holdt om sine egne arme og trak lidt i trøjen selvom det ikke ændrede sig meget. Nok var solen varm, men han følte sig alligevel kold. Iskold. Han havde ikke mødt nogen endnu på sin tur og når der var kommet nogen tæt på så havde han gemt sig lidt. Han ville helst ikke risikere og møde nogen der ikke just var venlige. Han ville ikke kunne forsvare sig.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ingen idé om den knægt som måtte rende forvirret rundt, ligenu lå hun mildest taltsom fanget i hendes helt egen verden, Kimeya var skøn og hun elskede ham men han var virkelig så pokkers kold, nu kunne hun hvile her i det tynde græs så fredeligt og rart og bare bade sig i varmen fra solen, noget som hun virkelig måtte sige sig at have savnet, føle den brændende hud, dette var virkelig et sted hun måtte nyde i denne tid hvor alt sprang ud for næsen af hende og solen måtte begynde indfinde sig på himlen igen, det var for alvor ved at blive forår og det var blevet frygtelig tydelig, specielt med temperaturen som måtte stige. For hendes blik føltedes alt så pokkers orange, selv med øjenlågene gledet i så følte hun næsten at hun måtte blændes. lige for idag valgte hun at prioritere sig selv lidt frem for job og familie som sådan, hun ville hvile her lidt længere, så ville hun søge mod slottet se til den familie der som hun desværre ikke længere så meget til, noget som i deng rad ærgede hende, ikke mindst fordi hun frygtelig gerne ville lærer hendes 2 søster Hope at kende, det var altid korte møder og korte snakke når de endelig sås, desuden var hun nysgerrig når det kom til Destiny og Fabian, hvad pokker foregik der i virkeligheden mellem dem? Tungespidsen strøg blidt over hendes rosa læber som for at fugte dem, hun rørte let på sig, slap af blidt suk, der hvor en lille brise stille strøg hen over hende og hun følte det ærligt kun som det rene begag, bare det at være lidt uden for Dvasias på et sted hvor alt var så pokkers fredeligt. Det var længe siden hun sidst havde hørt fra hendes kære bror i ÅProcias, hun vidste jo præcis hvilket pres det var at sidde som en stilling som den han sad med,s pecielt efter at have været væk i en længere periode han havde jo nok sit at se til, men der blev stadig snakket om den Dvasianer han måtte have bragt med sig, den kære Jason som nu måtte stå ved ham som højre hånd og rådgiver samt kammerat. Lge for tiden var der virkelig alt for megen press fra alle sider, derfor var det rart bare kunne ligge med de mange forestillinger som dem hun bar med sig. Den frie hånd gled roligt mod hendes endnu slanke maveskind, hemmeligheden var blevet afsløret, det var efterhånden flere uger siden, hun måtte snart nævne den lille glædelige overraskelse for ham men det skulle bare ske på det helt rigtige tidspunkt. Smilet bredte sig en smule hun måtte næsten allerede se frem til den ville vokse sig større og når først den gjorde det var hun allerede nu klar over at hun måtte begynde at brokke sig når den tid kom, men for tiden var hun i den grad bare jaloux over den mave som liya selv måtte bære, på trods hun var klar over at det var mere en byrde end en velsignelse. Stille gled hovedet til den ene side, hun føle et strå blidt kilde hendes kind, dog uden at hun gjorde det midnste hun nød det jo faktisk.

[Deleted]

Han stoppede op flere gange og så sig rundt for at se efter et eller andet som han måske kunne genkende? Eller blot måske havde hørt om. Men nej der var intet han kunne søge imod og han opgav stille håbet om, at komme ud af denne græsmark, eng eller hvad det nu var! Han sukkede trist og rystede sit hoved lidt og lagde armene om sig selv og gik stille videre frem for bare at holde sig igang. til sidst kom han måske ud? eller så gik han i ring. Det kunne let tænkes at ske herinde følte han. Det hele så jo ens ud! Han stoppede op igen, da han mente at se noget der skilte sig ud. Var der ikke noget rødt længere fremme? Var det ild? nej..der var ikke røg eller varme. græsset brændte heller ikke så det måtte blot være et objekt der lå der af en art. han bed sig i læben så der næstne gik hul og så så lidt panisk rundt omkring. Men der var ikke nogen. han så mod det røde igen og gik stille et par skridt tættere på. Han havde altid været nysgerrig, men også forsigtig. Det var man nødt til når man var som ham. Forsvarsløs og uden sans for våben og kamp. Han ville dø på stedet. Det vidste han godt. Derfor var han også panisk ved, at gå rundt alene i et fremmed land. Han kunne ikke finde rundt og hvem som helst kunne være fjender. Han stoppede op nogle meter fra stedet med det røde og kunne nu lidt nemmere se, at det var en skikkelse. Et lig? eller var det blot en der sov?

[Silia D. Diamaqima]

Solen virkede så frygtelig intens og varm og Faith nød virkelig den brændende fornemmelse mod hendes blege hud. Det var efterhånden sjældent hun kom ud af huset på denne måde og sammentidig også måtte være væk fra arbejdet som hun måtte knokle helt ekstremt med for tiden. Det var virkelig rart at kunne lukke alle de tanker ude og bare nyde lidt afslapning for bare en gangs skyld. Den skygge der måtte nærme forvnemmede hun stille, specielt da han endte med at skulle dække en smule for den sol. Roligt satte hun sig op, lod de funklende grønne øjne glide omkring for at fange hans skikkelse. Hendes blik betragtede ham utrolig indgående, uden hverken at gøre tegn til venlighed eller fjendtlighed, hun var ikke ude på at skade hende om han ikke var ude på at ligge en finger på hende. Hun var dog heller ikke den som trådte frem og straks begyndte at skulle tale løs om alt og intet. Hovedet gled let på sned, lod de lange flammerøde lokker falde over hendes ene slanke skuldre, fra lang afstand kunne det minde om ild, ikke noget skulle skulle overraske særlig meget, hun var trods alt en ild dæmon med alt hvad det måtte indebære og en af de absolut største, noget som hun i det hele taget var frygtelig stolt af. Faith virkede ikke det mindst urolig som hun blot blev siddende der i græsset og betragtede hans skikkelse uden at foretrække så meget som bare en enkel mine, ikke før han ville give til kende hvad han var ude på, man måtte være på vagt i denne tid og specielt når man færdedes i et land som Manjarno hvor man kunne møde de reneste engle eller de værste djævle, det var alt efter held og intet andet.

[Deleted]

Shane selv tog ikke nogen chancer om hvem man stødte på. Han vidste, at landet her var fyldt med væsner fra både lyset og mørket, men man kunne jo aldrig vide hvem man stødte på af dem. Han tog stille et lille skridt nærmere, men stoppede så op igen. Han ville gerne kunne spørge om vej og derhjemme havde han også bare gjort det, men her.. Her kunne han risikere og blive slået ned og dræbt hvis han gik til den forkerte. Dog var hun lidt en blanding følte han. For hun så vel lidt farlig ud med rødt hår som ild og andre små kendetegn, mne hun virkede ikke ond eller voldedelig som hun sad der. Men det kunne jo være en facade blot og han tøvede lidt. Han vidste selv, at han højst sandsynlig langt fra lignet en der tilhørte mørket. Lyset lyste nærmest ud af ham og han var stolt af den han var. Minus et par ting som at hjælpe en fange på flugt, men det var en anden sag. Det var dog bare det der gjorde han ikke kunne vende hjem nu. Han bed sig lidt i læben. "Undskyld..jeg er vist..faret vild.." Han tog vel en chance her og nu, men det var nok kun fordi han tænkte tanken om flugten. Der havde han også taget en chance for at redde en han ikke så skulle dø. Warlock eller ej så skulle Alaster leve! Og have sit syn igen. Han kunne ikke lide at se manden lide af blindhed. Han holdt hænderne roligt ned langs sine sider så hun ikke ville tro han holdt et hemmeligt våben på ryggen eller lignende. Han var langt fra typen der sloges. Han kunne ikke engang håndtere våben.