Atrum Silva

[adam]

Dvasias, Den Mørke Skov
ERIN & ADAM SEREIKA
---------------------------------

Som altid var skovens indre dækket af et mørkt tæppe, der effektivt eliminerede enhver munter følelse, der end måtte befinde sig blandt træerne. De høje stammer medvirkede ikke blot til at skabe en klaustrofobisk og indelukket fornemmelse, men sørgede i enstemmighed med trækroner for, at intet lys slap ned til skovbunden, hvor det lave græs på uforklarlig vis klarede sig uden sol, der hvor den ikke var dækket af filtret krat og buskads, der ikke havde andet mål end at stoppe alle, der var dumme nok til at bevæge sig igennem det. Det var tydeligt, at det ikke var verdens mest muntre og lykkelige sted. Underlige lyde, kendte som ukendte, dukkede op i tide og utide og sørgede for at fastholde den konstante paranoia, der altid greb de mere sårbare og svage sjæle, der måtte begive sig ind i mørket.
Til trods for det afskrækkende scenarie havde i hvert fald én skikkelse bevæget sig ind under de tætte trækroner, væk fra lyset, der kunne være så belastende til tider. De bare fødder berørte lydløst den næsten golde jord, mens Adam vandrede rundt mellem træerne. Han havde ikke noget specifikt mål, men lod bare sine fødder vise vejen, alt i mens han adræt undgik at konfrontere de mange grene og torne, der prøvede at rive hans hud og svække ham så meget som muligt. Han havde altid elsket dette sted mere end noget andet. Det var ikke til at sige, om hans identitet som Dødsnymfe havde noget med denne faktor at gøre, men ikke desto mindre følte han en stærk tiltrækning af stedet, som blev han berørt af en usynlig magnetisme. Han var i grove træk vokset op mellem de mange træer, der til forveksling lignede forkrøblede monstre, da han havde forladt sin plejefamilie bestående af svage, almindelige mennesker, og på trods af stedets enorme areal og ensformige udseende kunne han fortælle helt præcist, hvor han befandt sig. Der var ikke som sådan stier blandt den hårdføre vegetation, men alligevel var det, som fulgte han en usynlig vej, der snoede sig rundt om de robuste stammer. Selv nu hvor hans tanker var optaget af så meget andet, kunne han sagtens bevæge sig rundt uden at fare vild.
Som han stort set altid var, var han også i dag iklædt intet andet end de mørke shorts, og det gav ham en fordel, når han bevægede sig rundt i mørket. For det første var han ikke begrænset af andre beklædningsgenstande, men kunne altså bevæge sig frit, og desuden havde de tornede buske og planter ikke så meget at hive fat i. Hans muskuløse overkrop var derfor blotlagt, og de afslørende tegn, der var formet som prikker i forskellige størrelser, og trak fra midten af de højre mavemuskler, hen over brystmusklen og op til kravebenet, var fuldt synlige. I mørket ville dem uden nattesyn have svært ved at ane den mørke farve, der kun var få toner til forskel for hans almindelige hudfarve, men så snart han benyttede sig af magi, ville de lyse op og afsløre sig selv. Dét, man først lagde mærke til, hvis man skulle hænde at se ham, ville dog være den isblå krystal, der hang om hans hals, og glødede svagt med sit klare skær. De fleste personer ville blot tro, at den altid lyste med denne glød, men visse personer ville være i stand til at fortælle, at årsagen bag denne glød var den mængde af sjæle, der befandt sig inde i den. Pro tempore ville Adam være i stand til at klare sig i 4-5 uger, før det ville være nødvendigt at optage endnu et par sjæle, men kendte man ham ret, ville der ikke gå længere end blot en enkelt uge eller to, før han stod lænet ind over en død krop på ny.
Mens han bevægede sig med sine lange, spændstige skridt, begyndte han at nynne ganske stille. Han var i et fabelagtigt humør den dag, og det var tydeligt at læse. Ikke mindst fordi han nynnede, hvilket han ellers aldrig gjorde, men også fordi det ellers så hårde og ubarmhjertige blik i hans gråblå øjne var skiftet ud med et mere eller mindre muntert et af slagsen. Som altid var hans læber draperet af et skævt, lettere forførende smil, selvom han gik helt alene.

---------------------------------
ATRUM . SILVA .

Wordcount: 743
Noter: Den blev ikke så
lang, men jeg håber, du
kan finde på et svar.