It's here where you belong

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa Dynithril

---

I en kraftig og mørk dis, dukkede Theodore op sammen med Jarniqa. Her udenfor den store herregård. Her havde sneen lagt sig i et mere tykt tæppe, end hvad der havde været at spotte i skoven. Her i det åbne, var det desuden også mere vind, end hvad er havde været ellers. Theodore skuttede sig lidt, men dog uden at slippe hendes hånd. En fast klippe for hende, var han vel nu? Noget som hun havde at klamre sig lidt til? "Kom," opfordrede han hende derfor, inden han søgte ind mod huset. I takt med, at han denne gang nåede de store døre, gik disse op. Som indehaver og herre i huset, var det magien over stedet, som gav sig for ham, og lod ham træde ind i det mørke, men dog varme hus. Udadtil var det mørkt.. skummelt, og langt fra imødekommende, ment i den forstand, at det var varmt og indbydende, men derimod mere dystert og afskræmmende. Præcist, som Theodore havde det bedst med. Tjenere rendt korridorerne rundt, for at sikre sig, at det forblev på den måde.
Ikke var der nogen spor efter Clemency nogen steder, hvilket skam passede ham mere end fint. Alt taget i betragtning, var det nu vigtigt, at Jarniqa blev indlogeret ordentligt. Selv det værelse, som hun dengang havde haft, stod som det havde gjort, uden at nogen i det hele taget, havde gjort noget ved det. Han stoppede op i hallen, hvor han denne gang vendte sig mod hende. Tid skulle hun nok få. Det var jo et helt nyt liv, som hun denne gang valgte at vende ryggen. "Dit værelse står, som det altid har stået," sagde han dog. Han ville jo gerne sikre sig, at hun ville få det godt, og havde et sted at trække sig til, inden han ville fortsætte fra hvor han slap med hende. Hvis det var noget, som hun ville give ham lov til, selvfølgelig.

[Jarniqa Dynithril]

Ud af en mørk dis dukkede Jarniqa op ved Theodores side. Hånden havde hun i hans, som hun havde ladt ham transportere dem fra Den Sorte Sø og til hans landsted. Hendes nye hjem. Hun havde før levet her, men denne her gang skulle hun vel blive boende her permanent? Hvad der var i vente for hende, vidste hun ikke. Ej heller ønskede hun at tænke for meget på det lige nu. Lige nu ønskede hun sig blot ro. Senere vidste hun, at hun skulle træne med ham, men mere end det vidste hun ej heller.. Hvad skulle hun her i livet? Skuldrene trak hun op mod ørene, idet de gik mod den store herregård. Den lignede sig selv på nær det faktum, at stedet nu var dækket af smuk hvid sne. Ingen ord sagde de på vejen, og det passede egentligt Jarniqa ganske godt. Hun skulle vel også lige sunde sig over det valg, som hun havde taget? Hurtigt var de dog ude af kulden og inde i den trygge varme, som de nåede den store hal. Først her lod hun sine skuldrer sænkes igen, samt hun slap hans hånd. Passende var den højst sandsynligt ikke at holde fast i længere. Hendes værelse stod som før? Var det mon med eller uden den forrådnede seng? Sidst hun havde været her, havde hendes kræfter løbet af med hende. Det havde betydet, at hun havde ødelagt sengen her. ”Jeg beklager det der skete med sengen,” endte hun med at sige. Forhåbentligt ville det få ham til at fortælle, om han havde skaffet en ny eller ej. Hvad skulle der mon også ske herfra? Burde hun trække sig tilbage til sit gamle værelse? Burde hun få noget ned i maven? …eller burde hun noget helt tredje?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så Theodore nogen grund til at skulle føre en samtale. Han vidste, at hun i øjeblikket, havde omlagt hele sit liv - igen, og at det derfor også krævede sit fra hendes vedkommende, og det var noget, som han selvfølgelig ville give hende tid til. Ikke ønskede han at være den, som skræmte hende væk fra stedet her, som hun havde valgt at forlade det tidligere, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne komme udenom. Hans blik søgte derfor hendes, som hun undskyldte for sengen. Det var nok det eneste, som var blevet skiftet ud siden hun havde været her sidst. Ikke ønskede han råddenskab af nogen slags i hans eget hjem, og derfor havde han fundet det passende, at fjerne denne, inden det var kommet så vidt.
"Tænk ikke på det. Den er længe fjernet og erstattet af en ny. Du skulle kunne sove godt i aften," sagde han denne gang med en rolig stemme. Hans blik faldt til hendes skikkelse. Umiddelbart synes det ikke, at være nogen spor efter anger eller fortrydelse at spore i hende, og det ønskede han heller ikke. Han trak derfor roligt hånden til sig endnu en gang. Han rettede sig en anelse om, inden en tjener kom dem i møde. "Lad mig, Herre," sagde han ydmygt, hvor han lod hænderne glide om Theodores skuldre, for at fjerne kappen. Theodore lod ham. Hans fokus hvilede på Jarniqa, som tjeneren efterfølgende henvendte sig til, for at tage hendes overtøj i stedet. "Jeg vil give dig hvile for dagen, Jarniqa.. Du kan søge til værelset, og få dig noget søvn, om du vil," sagde han denne gang. Han ville jo heller ikke trykke det hele over hovedet på hende.. hun virkede i forvejen distræt?

[Jarniqa Dynithril]

Meget sagde Jarniqa ikke lige nu og her, men det var også fordi, at hun var i stadiet, hvor hun endnu skulle sunde sig. Hun skulle have det ind og vende, at hun havde efterladt Valandil og Lucifer til deres egen skæbne. At det var okay, at hun havde gjort det. Hun skulle forstå, at hun ikke ville blive pisket mere. Hendes træning ville fremover være magisk, og ikke i form af afstraffelse. Derudover skulle hun også vænne sig til en kæmpe herregård igen, fremfor skoven og de usædvanlige hjem. ”Tak,” endte hun med at sige. Et sted havde hun heller ikke forventet andet. Det ville ikke ligne Theodore at lade noget ødelagt forblive i huset. Dengang hun havde ødelagt træningssalen, havde han også repareret den på et split sekund. Tavs blev hun igen, som tjeneren gik rundt. Først tog han Theodores kappe, hvorefter Jarniqa stillede sig med ryggen til, så han ligeså kunne tage kappen af hendes skuldrer. Det var til gengæld blevet hende mere vant at se. Mandlige tjenere der servicerede. Det smaragdgrønne blik vendte hun dernæst mod Theodore igen. Hvile? Det var måske for det bedste.. Om hun kunne sove eller ej, vidste hun ikke.. men forsøget værd var det vel? Hvad hun ellers skulle give sig til, vidste hun heller ikke.. og rende i hælene på Theodore var heller ikke en ide. Dog ville hun højst sandsynligt klynge sig mere op af ham det næste stykke tid, end hvad hun hidtil havde gjort, men det var også ham der havde bedt hende om at vende sit nye liv ryggen. ”Kommer du ind og siger godnat, når du har tid?” spurgte hun. Ikke gjorde han det normalt.. men ej heller havde hun efterspurgt det før nu. Dog tvivlede hun på, at han ville sige nej.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så Theodore nogen grund til at gøre yderligere ved det. Jarniqa havde været oprevet af en eller anden mærkværdig årsag, og han så da hellere, at det gik udover de døde genstande, end hvad det skulle gå udover hans familie og nære.. Nu var det ikke fordi at han havde særlig mange af disse i forvejen, men det var mere tanken i det. "Jeg håbede, at du ville komme hjem igen," sagde han denne gang, som han oprigtigt måtte sige, at dette måtte være hendes hjem, og det var sådan, at han ønskede at det skulle være. Foreløbig havde han jo fået tingene præcist, som han gerne ville have dem, og det passede ham jo så mere end fint, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
At hvile var måske en god ting? Så hun kunne finde sin plads her i huset, inden de ville ortsætte, fra hvor de slap i stedet for? At hun derimod ønskede, at han skulle komme op og ønske hende godnat, kom et sted bag på ham, for det havde hun aldrig bedt ham om at gøre tidligere. Langsomt lod han derfor hovedet søge på sned. Han kunne da sagtens gå med op nu, og sikre sig, at hun samtidig blev indlogeret korrekt. "Jeg kan gå med op nu," sagde han denne gang. Umiddelbart lagde han ikke meget andet i det. Han forstod sig ikke på den slags uanset, og kom nok ikke til det. Han gjorde tegn til at hun skulle følge, hvor han søgte til trapperne, inden han denne gang søgte ned af korridoren mod hendes værelse. Her åbnede han døren for hende. Sengen stod fint, hvor den gamle havde stået, og den var redt op. Et ganske fint værelse, alt taget i betragtning.

[Jarniqa Dynithril]

Han havde håbet, at hun ville komme hjem igen. Jarniqa mærkede, hvordan det fik en varme til at brede sig i hendes bryst. Igen var det noget, som ikke havde sket længe. Dette sagde han af personlige årsager. Ikke fordi, at han var tilfreds med noget. Derudover varmede det også fordi, at hun ikke var familie. Hun var vel en tilløber, som han havde taget ind? Hvad Clemency mente med, at hun nu var tilbage, tænkte hun ikke over. Hun havde aldrig rigtigt talt med hans hustru. Derudover havde hun aldrig før hørt rygter om, at hans hustru havde været tilfreds med hendes tilstedeværelse her. Et svagt smil viste sig på hendes læber. Det var der for en stund. ”Det er jeg nu,” endte hun stille med at sige. Tænk, at hendes lærers hjem skulle vise sig at være hendes. Unormalt var det.. men hvornår havde hendes liv nogensinde været almindeligt? Som han tilbød at komme til hendes værelse med det samme, nikkede hun. ”Okay,” sagde hun kortfattet. Normalt bad hun ham ikke om den slags, men omstændighederne i dag var ej heller normale. Tavst fulgte hun med ham. Vant var vejen. Hun havde ikke glemt stien, skønt det var længe siden siden sidst. Med op af trapperne gik hun, indtil de nåede hendes værelse, som han skubbede døren op til. Det lignede sig selv. Bare med en frisk seng. Det var på sin vis lettende at vide. ”Vent her.. Jeg skal lige skifte,” lød det fra hende, inden hun selv gik ind og lod døren skubbes i efter sig. Hvis værelset virkelig stod som før, måtte noget af det gamle tøj stadig hænge her. Hun åbnede døren til skabet. Ganske rigtigt. En tynd sort silkenatkjole. Langsomt løsgjorde hun sig for sit nuværende tøj, hvor hun i stedet trak i natkjolen. Den havde tynde spaghettistroppe, og den gik hende til knæene. Derfor var hendes mange piskeslag hen over kravebenene, skuldrene, det øverste af ryggen, arme og benene fra knæene og ned synlige. Det var, hvordan hun så ud nu.. men det ville vel heale, nu hvor det var færdigt? Hun søgte over til sengen, hvor hun lagde sig og krøb ind under dynen. ”Du kan komme ind nu,” meddelte hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Oprigtigt havde Theodore håbet på, at hun ville komme hjem igen. Ensomt og anerledes havde det nemlig været, siden hun havde valgt at vende stedet ryggen, og alt det, som de ellers havde kæmpet for at opnå med hinanden. Det var også hvad han kunne mærke og fornemme på hende. Desuden lignede det hende ej heller, at ønske hans tilstedeværelse på den måde, som avde han været en fader for hende. Han nikkede. Denne gang var hun kommet hjem, og han håbede denne gang, at det var et valg, som hun havde taget, for at blive.
Skridtene førte Theodore til hendes værelse, hvor han lod hende søge ind. Selv stoppede hun ham, før han selv fik muligheden, for at gøre noget ved dette. "Naturligvis," sagde han denne gang, hvor han i stedet, stillede sig med ryggen til, så hun selv kunne finde sine klæder. Disse vidste han nemlig, også måtte hænge på deres plads i skabet. Hvorvidt om Clemency havde nogen mening om Jarniqas tilstedeværelse, var han egentlig ligeglad med. Dette var hans ønske, og derfor var det også dumt, at modsætte sig ham, når det kom til den her slags. Hans blik søgte derfor døren. Hun var vel snart ved at være færdig? Som ordene lød, tog han i håndtaget, og tvang døren op. Her trådte han ind, og lukkede døren efter sig. "Jeg håber sengen behager," sagde han denne gang, inden han søgte til sengekanten, hvor han satte sig. Hans blik hvilede på hende. Okay, den her slags ting, var slet ikke normalt for ham! Han havde aldrig ønsket sine egne børn godnat eller sådan noget. "Du ved hvor du kan finde mig.. Du må sove godt, Jarniqa," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Derfra gjorde han atter tegn til at rejse sig op.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtig var Jarniqa til at finde natkjolen og sengen. Det hele var jo, som hun huskede det. Derfor gik der ikke mange minutter, før hun kaldte Theodore ind igen. Selv lå hun i sengen med dynen puttet godt op under hagen, som han trådte ind. Uvant var situationen måske for ham, men var det ikke også på tide, at han lærte noget mere? ”Den er dejlig, tak,” endte hun med at sige. Det passede også. Den havde en fin størrelse til hende. Allerhøjst var det en halvandenmandsseng, men hvorfor havde hun også brug for mere, når det kun var hende? Derudover var madrassen blød og dynen og puden behagelig. De smaragdgrønne øjne fulgte hans bevægelser, som han trådte nærmere. Selv kunne hun mærke, hvordan det tyngede i madrassen, som han satte sig på dets kant. ”Godnat,” medgav hun stille, som han rejste sig og søgte døren igen. Hun burde vel lukke øjnene og forsøge at hvile sig nu? Som han nærmede sig døren, og som hun snart ville blive efterladt alene, mærkede hun dog en knugende følelse i sit bryst. Hun hævede sig op på den ene albue, så dynen faldt en anelse ned. Det viste både hendes arrede krop, og den øverste del af hendes fine natkjole. Hendes øjne forlod ikke hans skikkelse. ”..V-Vil du ikke nok blive? Bare lidt endnu?” Hun kunne ikke gøre for det. Det at hun blev ladt alene tilbage i soveværelset gjorde bare pludselig, at hun følte sig alene og ensom.. og det havde hun ikke brug for at føle mere af. Kunne han derfor ikke blive hos hende? Bare lidt endnu? Hun ville vel falde til ro efter noget tid? Han kunne gå, når hun lå i søvnens hverdag? Eller havde han mere anmassende ting at se til for aftenen? Arbejde? Hans hustru?

[Theodore Jarvis Acheron]

Tingene skulle meget gerne være, som Jarniqa kunne huske dem, for han havde nægtet nogen at skulle træde ind i et værelse, som slet ikke var deres, når han selv havde haft mange andre tanker, hvad det angik, og selvfølgelig kunne det ses. Det eneste, der var gjort, var at der var kommet en ny seng, og denne var blevet redt, kun fordi at det var således, at han ønskede, at det skulle være. Han nikkede. "Udmærket," sagde han denne gang. Hvad andet skulle han sige? Så lang tid, at tingene var, som hun huskede dem, så havde han det mere end fint med dette. Herfra ønskede han hende godnat, rejste sig, og søgte tilbage mod døren. Dette var nok en af de mest mærkværdige situationer, som han længe havde stået i.
Theodore nåede denne gang kun at tage om håndtaget, da hun stoppede ham, og bad ham om at blive lidt. Havde han hørt rigtigt? Som havde hun været et lille barn, som ønskede en overvågning af sine forældre? Han vendte sig denne gang mod hende, hvor han kunne se de mange ar, mærker og alt, som hun havde pådraget sig igennem den seneste tid. Han blev stående for et øjeblik. "Jeg kan nok godt blive lidt," sagde han denne gang efter et lille øjeblik. Han slap håndtaget, og søgte med rolige skridt tilbage til sengekanten, hvor han så igen placerede sig. Hans blik faldt til de mærker, som han nu kunne se over hendes arme, hænder og skulder. Var det hvad mørkelverne havde udsat hende for? Han rynkede en smule på næsen. "Er det mærker, de har givet dig?" spurgte han denne gang. Han forstod det ikke. Endnu mindre, når han så på dem, at hun kunne acceptere, at det var sådan de levede og håndterede deres samfund.

[Jarniqa Dynithril]

Alt var, som det skulle være. Bare ikke Jarniqa selv. Hun kunne ikke finde roen i sin krop, som hun ellers normalt kunne. Derfor spurgte hun også, om han ikke nok ville blive. At det var, som hvis et barn spurgte efter sin forælder grundet mareridt, tænkte hun ikke nærmere over. Umiddelbart var det nemlig bare, hvad hun havde brug for. Det kunne hun ikke selv kontrollere. Som han tilkendegav, at han godt kunne blive lidt endnu, lagde hun sig ned igen. Det gav hende ro at vide. Derudover lagde hun sig denne her gang lidt mere til den anden side, så der var plads til ham. Pladsen på sengekanten lod hun ham tage. Ikke så hun ned ad sig, som han spurgte ind til mærkerne på hendes krop. Hun vidste jo, at de var der. Hun vidste, hvordan de så ud. Hun vidste, hvordan det var at få dem påført. ”..Ja,” endte hun direkte med at svare. ”Mørkelverne mener, at man styrkes, hvis man ved, hvor meget man kan udsætte sin krop for… Jeg havde brug for at prøve noget nyt.” Sandt var det. Begge dele. Hun havde brug for noget anderledes, da alt andet havde fejlet. Derudover havde Eilíannel fra dag et fortalt hende, at en kvindes krop var smuk og stærk, og at det skulle udnyttes.. gennem slag. Den ene bare arm lod hun forblive over dynen. Den gjorde, så hun kunne holde dynen godt oppe. Hun kiggede på ham med sine smaragdgrønne øjne. ”..Hvis du vil, kan du lægge dig,” tilbød hun stille. Der var ingen grund til, at han ikke havde det komfortabelt. Han kunne vel godt ligge her? Bare fem-ti minutter? Han havde jo allerede indvilliget i at være her lidt endnu, og ikke mere end det tænkte hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Omgivelserne var, som de altid havde været, hvor der ingen forskel var, foruden den nye seng, som Jarniqa nu havde indtaget. Selvfølgelig håbede Theodore på, at hun ville finde sig ordentlig til rette igen, som hun havde gjort det tidligere, da dette også var noget, som hun havde fortjent. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse, som hun lå der. Mærkerne kunne han se, og disse ønskede han væk. Det var ikke sådan, at man i hans øjne, udviste nogen former for styrke, men derimod afmagt. "Det er en anden verden, at komme til," sagde han blot. At klandre og kaste med mudder, var der ikke nogen, som fik noget ud af. Før eller siden, ville det gå op for hende, at det valg, som hun havde taget, havde været forkert, og dette behøvede han ikke at stå og fortælle hende. Alle havde vel til tider brug for noget nyt? Det 'nye' for ham, havde jo trods alt været hende. "Det får alle brug for," tilføjede han dog. Igen, blot for at sige sig enig. Det var også derfor at han kunne sige, at han havde manglet hende her.
Som hun nærmest opfordrede ham til at lægge sig ned, måtte han igen kigge på hende. Skulle han? Det var jo heller ikke hans egen seng at ligge i. Han trak vejret dybt. Okay, det var vel ikke så slemt? Derfor trak han benene op i sengen, og vendte sig en anelse, så han denne gang lå i samme retning, som hun gjorde. Hænderne lod han hvile langs hans egen krop, hvor han lagde sig til rette mod den ene pude, som han nu havde bag sig. Det var underligt. Meget endda. "Du vil få det bedre nu," sagde han blot, hvor han denne gang drejede hovedet i retningen af hendes skikkelse. Der lå hun jo.. i sin seng i sit hjem, hvor hun hørte hjemme. Kunne det overhovedet blive bedre nu?

[Jarniqa Dynithril]

Underligt var det endelig at stå overfor en, som ikke klandrede hende.. men rart fandt Jarniqa det. Det føltes godt ikke længere at blive beskyldt. At få at vide, at hun var dum og det hun gjorde var forkert. Theodore sagde nærmere, at det var op til hende, hvad der var rigtigt eller forkert for hendes vedkommende, og det at ville prøve det anderledes var forståeligt. Var det noget under, at det gjorde hende tilpas at høre? ”..Du er den eneste der forstår det,” sagde hun ærligt. Var det ikke en smule grotesk, at den eneste der ikke klandrede hende var manden, der tilnærmes vist ikke ejede følelser? Fortalte det ikke lidt om omverdenen? Det tænkte hun et sted, at det gjorde. Som han begyndte at møve sig på plads i sengen, lod hun ham. Igen.. det var bestemt ikke et normalt scenarie for hende, men ej heller havde hun haft et normalt år. Hun havde derfor brug for noget ekstra, så hun kunne blive rolig igen. ”Jeg håber, at du har ret,” sagde hun. Om hun fik det bedre eller ej måtte tiden jo vise.. Hun håbede det. Hun håbede, at hun ikke ville komme til at fortryde sit valg. At hun ikke ville føle smerte over at have efterladt Lucifer og Valandil. Den bløde underlæbe bed hun ned i.. Hun havde brug for noget. At der lå en mand i hendes seng, fik hende efter kort tid til at reagere instinktivt. I femten år havde hun været vant til at dele seng med Damien.. eller nærmere høstak. I de efterfølgende to-tre år havde hun været vant til at dele seng med Lucifer. Det havde dog været noget andet med ham, da han jo ligesom havde været noget andet for hende end en værge. Tavst søgte hun ind mod Theodores skikkelse. Her lagde hun forsigtigt sit hoved mod hans brystkasse.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forsøgte at forstå, selvom det på ingen måder var nemt for ham. Det handlede jo egentlig bare om at forsøge, for han havde fået lidt af sin sjæl i retur, og derfor kunne han vel også godt, hvis han fik muligheden for det? Han vendte blikket mod hende, som han nu lå der ved siden af hende. "Jeg prøver," sagde han oprigtigt. Som hun havde haft brug for noget nyt, havde han det samme, og den 'kærlighed', havde han jo formået at kaste på hende, som han i udgangspunktet havde taget hende i lære, og skænket hende et sted at være. Det var jo heller ikke noget, som man tilbød gud og hvermand, og det vidste han jo trods alt også godt. Han blev liggende, da han ellers ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Underligt var det nemlig ikke at ligge i sin egen seng med sin hustru ved sin side, som han i øjeblikket lå der i Jarniqa med hende. Ikke fordi at hans tanker var indstillet på noget som helst. Hvis hun havde brug for at han blev, så måtte han jo trods alt også bare gøre det.
At hun flyttede sig, og pludselig lagde hovedet mod hans bryst, lå han fuldkommen stille. Dette var han bestemt ikke ligefrem forberedt på. I det hele taget, faktisk! Han blinkede kort med øjnene. Okay.. hvad gjorde man nu? Han så ned af hende.. Her valgte han forsigtigt at trække den ene arm til sig, da denne blev låst mere ind mod ham, og lagde den løst om hende. Ikke gjorde han noget. Den her situation var højest mærkværdig. Aldrig havde han været ude i noget lignende.

[Jarniqa Dynithril]

Han prøvede. Det var stadig mere, end hvad de andre havde forsøgt sig med. De havde nærmere forsøgt at slå hende i hovedet med en kølle, så hun kunne tænke det samme som dem. Var det noget under, at den metode ikke havde virket på hende? At den derimod havde fået hende til at trække sig bort? De havde kun tænkt, at hun var forkert på den. Intet andet. ”Det er mere, end hvad nogen anden har gjort,” sagde hun ærligt. Sørgeligt, men sandt. Derfor var det også det mere tiltalende, at Theodore nu gjorde, som alle andre egentligt burde have gjort. At hun lagde hovedet mod hans brystkasse, tænkte hun ikke synderligt over. For hende var det jo ganske naturligt. Meget havde hun og Damien ikke haft, og derfor havde de altid holdt om hinanden for at holde varmen. Efterfølgende havde hun og Lucifer ligget sådan … af mere intime årsager. Øjnene lod hun stille søge i. Hun havde nu ham ved sig, så nu var det vel bare at prøve at finde roen og søvnen? Behageligt føltes det desuden, at han lagde armen om hende. Det gav hende en form for tryghed. Automatisk lod hun sin egen arm glide over ham. Hendes hånd fandt dog hvile på hans mave i stedet. Herfra forsøgte hun at finde roen. Hun skulle slappe af.. Hun skulle finde hvile.. Hun var i sikkerhed her.. Alt ville forhåbentligt gå godt her.. Sekunderne begyndte at passere. I søvn syntes hun bare ikke at falde.. Roligt trak hun dog vejret, og rolig var hendes vejrtrækning. Som hun ikke faldt i søvn, begyndte hendes fingrer dog fraværende at bevæge sig. Hånden hun havde hvilende på hans mave, afgav nu nogle små og blide strøg. Om det var for at berolige sig selv, eller om det blot var en refleks, vidste hun ikke.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det her var nok den mest akavede situation Theodore nogensinde havde befundet sig i, og ikke kunne han finde ud af, hvad han skulle gøre ved det. Han forsøgte at forstå Jarniqas situation, hvor han også forsøgte at hjælpe hende igennem denne, så hun ville få den bedst mulige start på sit nye liv, uden at skulle tænke på, at hun var uønsket, for det var jo slet ikke sådan, at verdenen forholdt sig. Ikke hans om ikke end. Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle håndtere dette! Ganske vidst var han glad for, at hun nu var kommet hjem igen, hvor hun hørte hjemme, og det fortalte han hende gerne. "Det er jo deres sag," sagde han blot. Han vidste, at der var meget derude, som han ikke forstod, og som han nok aldrig ville lære at forstå, men han var da vis om, at han havde det tomrum, som han bare ikke kunne gøre noget ved. Og som jo også var blevet en del af ham og hans person.
Stilheden lagde sig.. Armen havde han denne gang valgt at lægge omkring hende, hvor han så også måtte lade den hvile. At hun så derimod begyndte at stryge ham over maven, satte en sitren i ham. Han blinkede svagt med øjnene, men dog uden at sige noget som helst. Var den slags normalt? At man lå og strøg over hinanden med fingrene? Længe lå han derfor og tænkte over dette, inden han selv langsomt begyndte at lade hånden stryge over hendes side og ryg. Han forsøgte vel at tage ved lære af, hvad hun gjorde? Desuden føles det.. rart et eller andet sted. Han kunne vle godt lide det.