(ÅBEN)A child by mind

[Deleted]

Solen glimtede ned mellem de mange grønne blade og afspejlede sig i det sumpede vand i grøftekanten langs en snoet vej der sjældent blev brugt. Nitka gik langsomt frem, med bare tær i den klæbrige jord. Hun havde en rød kjole på og nynnede langsomt mens hun var dybt optaget af at de på de smukke lysformer der dansede for hendes blik alene. Nitka var langt fra normal, og lige nu var hendes krop styret af det barnlige sind der gemte sig i hendes indre. Hun suttede lidt på sin tommeltot og satte sig pludselig ned på jorden. Den anden hånd begravede hun i mudderet mens hun muntert pludrede for sig selv. Hun var normalt ikke i denne sindstilstand længe af gangen, men intet endnu tydede på et skift.
Hun vippede med tæerne og klappede fornøjet i hænderne før hun rakte ud, for andre i den tomme luft, men for hende selv var det de smukke lys som hendes sygdom fik hende til at se, en ting hun i denne tilstand satte stor pris på da hun altid var underholdt. Hun hørte intet andet end sin egen nynnen og pludren og var fuldkommen uanende om hvilke fare der lurede i den bløde skov bund.
Nitka var i denne tilstand ikke mere end fem år mentalt. Hun kendte ikke til livets fare og lune fulde puds. Hun anede ikke andet end sine egne behov og var temmelig sårbar.

[Deleted]

Det var ikke ofte at Izaiah var ude om dagen, men det forekom da fra tid til anden, at han gjorde det. Efter den forrige fuldmåne, så var han temmelig træt og ikke mindst øm i hele kroppen, så han skulle stille og roligt i gang igen, og hvordan gjorde man det bedre, end en tur igennem Iyanna skoven og områderne omkring? Det var desuden her Celina var kommet ham på tværs, og det uden tvivl kunne have kostet hende livet. Ja, hun havde været heldig, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Med stokken i sin hånd, så gik han med en rank ryg. Ikke fordi at han havde svært ved at gå, men fordi at det var en del af hans image. Han var en mand med penge på lommen, så naturligvis gjorde det også sit for hans vedkommende.
Jorden var våd under ham, selvom det nu ikke gjorde ham noget. For nu, havde det jo faktisk været en ganske udmærket sommer, selv i Imandra og Peula, så det glædede ham uden tvivl. Han gik lidt rundt i sine egne tanker, nød solens lys, som den endelig havde kæmpet sig igennem det store og massive skydække over dem, så det var jo bare at nyde det, mens man nu havde muligheden for det, så det glædede ham jo faktisk ganske betragteligt. Lidt vandrende i sin egen verden, så bed han sig ikke rigtigt mærke i at der var andre omkring ham. Han havde bare brug for luft for en gangs skyld, og nu hvor han husede det kvindelige selskab hjemme, så var der pludselig mange ting, som han havde brug for at vænne sig til, og det var bestemt heller ikke nemt altid.

[Deleted]

Nitka klappede fornøjet i hænderne og rakte søgende sine fingere ud efter de flotte former og farver der dansede for hendes blik. Hun kom lidt usikkert på benene og svuppende begyndte hun at gå langs grøftekanten i sin iver efter at få fat i de mange smukke lyskegler.
Mudderet gik et godt stykke op af hendes underben men det sumpede vand skiftevis på førte og fjernede mudder fra hendes ben. Hun hørte intet omkring sig og nynnede muntert mens hun af og til pludrede et eller andet. Med besvær fik hun endelig kæmpet sig op af grøftekanten og ud på den stenede vej. Hendes fødder var prøvede efter et langt liv uden sko så hun mærkede sjældent nogen form for smerte når hun begav sig af grusvejene alene. Hun standsede midt på vejen, strakte begge sine arme op i vejret og stillede sig på tær. Med en fornøjet perlende latter så hun hvordan hendes fingre næsten berørte lyset og hun klappede snart fornøjet i hænderne igen før hun satte af for at se om hun kunne fange lyset.
Det kunne hun ikke, i stedet forsvandt det omgående da en jag af smerte brød gennem hendes illusion og hun satte sig med et overrasket gisp midt på vejen. Hendes fod gjorde ondt da en skab sten havde brudt den hårde hud. Hun snøftede lidt og gned sine øjne - som et barn.


//yaaay en der svarede

[Deleted]

Roen synes hurtigt at forsvinde for Izaiah ved lyden af.. latter? Her i det her vejr, var det faktisk ganske mærkværdigt, også fordi at det ikke var det mest besøgte sted eller tidspunkt for den sags skyld, om det var noget som man ville det eller ikke. Imandra havde skam også sine skønheder at byde på, og det var en skam, at så få faktisk lagde mærke til det, men det måtte de jo trods alt også selv om.
Det eneste som var blevet mudret for ham, var hans sko og den nederste kant på hans bukser, da det var svært at gøre andet når det var så vådt og mudret, som det var nu. Han gik desuden sjældent, når han havde sin vogn og hest, som bragte ham fra den ene destination til den anden. De mørke øjne så sig hastigt omkring. Duften af et andet individ nåede lige så hans næse, så han vidste, at han ikke var alene mere, og det var skam ikke fordi at han ikke stolede på nogen for.. det gjorde han ikke. Selv på trods af skønheden her til lands, så havde han på den hårde måde, lært at man kun måtte stole på sig selv. Han blev stående med sin vandrestok i sin hånd, hvor blikket faldt til en rødhåret kvinde som kravlede op af grøften. Han sniffede let i luften og lod hovedet søge på sned. Præget af de dyriske instinkter, så blev han stående, bare lige for at se denne kvinde lidt bedre an. Bogen skulle aldrig dømmes på omslaget, og det var jo det som han vidste, så for alt hvad han vidste, så kunne hun være en højtstående eller farlig kvinde på den ene eller den anden led, for han blandede sig yderst sjældent i hvad der foregik omkring ham, da han primært bare gik op i at passe sit eget liv. Han trak let på smilebåndet. Ja til nu, så hun jo ikke videre farlig ud, så han søgte i retningen af hende, dog nærmest lignende, at han ville passere, så han ikke virkede truende på nogen måde.

//Du lignede en som søgte en, at skrive med i hvert fald

[Deleted]

Nitka snøftede fortvivlet og holdt om sin fod. Såret var hverken dybt eller kritisk, det var faktisk temmelig overfladisk. Men med et barns sind var skaden ustoppelig og chokket var nok også større end skaden selv. "av av.." Mumlede hun og rokkede lidt frem og tilbage med et opgivende udtryk.
Hendes blik faldt på en anden person og smerten syntes pludseligt at være glemt til fordel for hendes overvældende nysgerrighed og barnlige tro på at alt kun kunne være godt. Hun klappede let i hænderne før hun med et par store øjne og et dumt og temmelig barnligt udtryk i hendes ansigt. Hun pludrede for sig selv, som om hun forsøgte at fortælle sig selv hvad der var sket. Hun kom med lidt besvær på benene med arme der svingede som møllevinger for at holde balancen. Hun gik lidt tøvende mod manden som hendes blik nu var fikseret på.
"..Haj.." Sagde hun da hun stod nogle meter væk og tyggede på sin tommelfinger. Hun lignede en voksen dame, og var køn nok at se på. Men for nu, var hendes sind som et barn, uvidende og godtroende. Manden var spændende og smerten i foden dulmede snart og blev igen erstattet af de smukke lysformer som fik hende til at grine fornøjet og strække sin ene arm i vejret.

[Deleted]

At denne kvinde var kommet galt af sted, synes ikke at være noget som Izaiah skænkede en tanke. Han vidste derimod, at man var nødsaget til at være forsigtig med hvem man mænges og omgås, også mest for ens egen skyld. Han var dog selv nysgerrig af sig, og derfor søgte han roligt i hendes retning, selvom det var med ganske rolige skridt. Han kunne jo altid se hende an lidt på afstand, og det var jo noget som uden tvivl også passede ham særdeles fint. Øjnene og blikket, indikerede på ingen måder noget, som kunne minde om noget af tanker og følelser, og det var slet ikke noget som han sagde noget som helst til, nu hvor han havde muligheden for lidt andre ting.
Kvinden kom ham pludselig i møde. Det første som fangede hans interesse, var hendes temmelig barnlige attitude og udstråling, nu hvor hun mest af alt lignede en voksen kvinde. Ikke, at det var noget som gjorde ham noget, for alle havde jo sine redskaber til at klare sig igennem livet – nogle var bare bedrestillet end så mange andre. Han endte med at stoppe op, som hun skænkede ham sin lige så barnlige hilsen. Han nikkede mod hende. ”Godaften, frøken,” hilste han ærbødigt på hende, efterfulgt af et ganske simpelt elevatorblik. Hun lignede en voksen kvinde, men som hun stod der og suttede på sin finger og det hele, så mindede hun ham mest af alt om et barn, selvom det dog ikke var noget som han kommenterede det mindste. Traume måske? En tryghed ved at gå tilbage i et andet stadie? Mulighederne var frygtelig mange, og den ene kunne jo virke mere sandsynlig end den anden. ”Et besynderligt og mærkværdigt sted, for en kvinde som Dem, at opholde Dem alene,” tilføjede han med en ærlig stemme, og dog alligevel ganske nysgerrig af sig, for det var jo heller ikke ligefrem et sted, som kvinder normalt ville vandre på alene. Vejrøvere var der mange af herude, og kunne man ikke slå fra sig, så gik det først for alvor galt, og det var han jo heller ikke ligefrem interesseret i – heller ikke for hende. Begge hænderne lagde han om stokken, som han holdt foran sig. Stadig ikke på nogen truende måde.

[Deleted]

Nitka grinede fornøjet mens hendes blik for rundt til ting der kun fandtes for hendes blik. Hun præsterede dog at fokusere på ham da han talte og hun klappede barnligt i hænderne. "Du er sjov" Sagde hun da han omtalte hende som kvinde. I hendes verden var hun en pige - og ikke en specielt gammel en af slagsen.
Hun så op i luften og rakte hænderne i vejret for at nå de flotte lysende former der dansede for hendes blik. Men ligemeget hvor meget hun strakte sig rørte hendes fingre intet, hvilket frustrerede hende. En lille utilfreds rynke viste sig mellem hendes øjenbryn og hun skød underlæben frem med et trist blik da hun lod hænderne falde igen. Det lykkes hende aldrig at røre de smukke lys og det irriterede hende. Hendes blik faldt atter på ham og hun stod længe og bare stirrede på ham uden omsvøb eller nogen form for flovhed over at gøre det.

[Deleted]

Izaiah rynkede let i panden ved hendes ord. Han var.. sjov? Det var nok noget af det mest underlige, som han længe havde hørt, og han havde efterhånden lagt øre til temmelig mange forskellige ting, i gennem hans liv, måtte man vel sige. ”Jeg er bange for, at jeg ikke forstår..?” spurgte han. Hvad var det lige, han havde gjort, som skulle være så underholdende? Han var en hård mand, der som regel blev kaldt for temmelig kedelig.
At hun rakte armene i vejret, som var der noget, hun forsøgte at fange noget, som.. tydeligt ikke kunne være der, så var det kun noget, som forundrede ham endnu mere. Han skød begge bryn undrende i vejret, og lod hovedet søge en kende på sned. Hvad pokker var hun for en? Det var uden tvivl noget, som faktisk måtte forundre ham en hel del, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen, i den anden ende. Han søgte roligt i retningen af hende. ”Er De sikker på, at De er okay?” spurgte han med en ganske sigende mine og med en bekymring tydeligt udstrålende i hans øjne, for der var da noget ved denne kvinde, som bestemt ikke var normal, og det kunne han da så tydeligt se allerede. Tungen strøg han let over sine læber, inden han endnu en gang, vovede at tage det lette skridt mod hende, for det var jo heller ikke fordi at han var ude på at gøre hende noget ondt. ”Hvad hedder De?” spurgte han videre. Måske at det var noget som faktisk kunne forklare ham lidt af hvorfor hun var så.. underlig.

[Deleted]

Nitka lagde hovedet på skrå uden at svare da han sagde han ikke forstå. Hendes blik gled fra hans ansigt og op i luften. De smukke former omgav dem og lyskegler lokkede hende med sit bløde lys. At han ikke kunne se det viste hun jo ikke. Men det var på sin vis en god ting at hun kunne se dem, hvis ikke ville hun nok ikke overleve længe i dette stadie da hun ville blive meget frustreret meget hurtigt.
Hendes blik fikserede sig på ham igen da han spurgte om hun havde det godt nok. Hun nikkede før hun så ned på sin fod. "Jeg har en av'er" Sagde hun så og så på ham igen før hun smilede stolt. "Men jeg kan godt klare det" som en lille pige der var blevet betroet en meget stor og vigtig opgave stod hun nærmest og pustede sig op - hun var heller ikke så stor fysisk.
"Nitka.." Sagde hun da han spurgte hvad hun hed. "Jeg er... fem år" Sagde hun og viste ham sin ene hånd med sine fem fingre før hun fnisede lidt og fulgte de dansende lys med blikket før hun så på ham igen. "Hvor gammel er du?" Spurgte hun nysgerrigt og tyggede på sin læbe.

[Deleted]

Izaiah havde virkelig svært ved at gribe hele denne situation an, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede sig af hendes skikkelse. Hun havde av’er? Hvad pokker var det hun snakket om? Hun virkede jo mest af alt som.. et barn. ”De har en.. av’er?” gentog han. Mest af alt, så var det jo et børnesprog, som han selv ikke rigtigt havde hørt siden han havde været ganske ung, og det var alligevel.. underligt for ham, at have det på den måde. ”Det var da udmærket,” fastholdt han.
Som hun præsenterede sig selv med navn og alder, måtte han alligevel blinke lidt med øjnene, for hun lignede da på ingen måder en lille pige på 5 år! Der var da et eller andet rivende galt med hende, det kunne han da tydeligt se. Han rystede let på hovedet. ”Jeg er bange for at der er noget, som De har misforstået, Frue.. De kan umuligt være 5 år gammel… Er De sikker på, at De er okay?” spurgte han videre, idet han søgte i retningen af hende. Han var holdt op med at fejre sin fødselsdag for lang tid siden, og det var vel også derfor at.. han havde glemt hvor gammel han egentlig var? Han så slet ikke nogen grund til at skulle fortsætte med at tælle dem, da det egentlig bare var deprimerende at se hvor gammel man blev, og aldrig rigtigt var kommet videre i livet. ”En aldrende herre, kan jeg vel sige.. Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt.

[Deleted]

Nitka lagde hovedet på skrå og betragtede manden uden at fatte et ord af hvad han mente. hun holdt igen sin hånd op foran ham. "En... To...Ehm, Tre.. Fire.. Fem år!" Sagde hun stolt mens hun talte sine fingre og vippede med sine tæer.
Selvom at Nitka var en kvinde, af krop og fysik var det tydeligt at hun mentalt, var fuldkommen galt på den. Men en snigende hovedpine, formodentlig påbegyndt af at han tvivlede på hendes ord, gav sig snart til kende. Hun følte sig svimmel og hendes hjerte hamrede.
Langsomt bakkede hun nogle skridt og tog sig til hovedet med en forvrænget ansigts mine. "av.." Hviskede hun og lagde begge hænder mod sin tinding. Til sidst faldt hun ned på knæ og måtte støtte sig med hænderne mod jorden mens det hele kørte rundt. Smerten blændende hende og slettede hendes ide om realitet.


//Der skulle lige ske noget, en person der normat lider af personlighedsspaltning oplever det nok ikke helt så voldsomt så tilgiv min.. Kreativitet på det punkt, i forhold til realismen

[Deleted]

Izaiah havde virkelig svært ved at finde ud af, hvordan han skulle tackle denne situation, for det var tydeligt for ham, at der mentalt var noget galt med denne kvinde. Næven havde han lukket omkring sin vandrestok, hvis det nu i tilfælde af, skulle blive nødvendigt at slå en smule fra sig, for det var vel heller ikke helt utænkeligt, var det? Hans blik hvilede på hende med den samme tydelige og faste mine, da det heller ikke var noget, som man skulle tage fejl af som sådan. At hun gav sig til at tælle på fingrene, fik ham kun til at smile, hvor han nikkede efterfølgende. ”Imponerende. Du kan tælle..” sagde han nok mere lavmælt for sig selv. Han følte det faktisk temmelig ukomfortabelt, vel også fordi at han vidste, at han ikke bare kunne vende ryggen til hende, hvis hun ikke var ældre mentalt? Så var hun jo som et barn.
Hvad der skete efterfølgende, var bestemt ikke noget som Izaiah lige kunne sige sig, at være forberedt på. At se hende bakke, tage sig til hovedet, for derefter at glide direkte ned i jorden igen, fik ham til at blinke let med øjnene. ”Er De okay, Frøken?” spurgte han, inden han denne gang, søgte helt til hende denne gang. Han lagde sin vandrestok ved hans side, idet han roligt gik ned i knæ, for at lade hånden glide mod hendes skulder. Han havde slet ikke styr på hvad pokker han skulle stille op, og det var faktisk slet ikke en situation som han brød sig synderlig meget om.

//Haha, det er bare helt i orden