0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 11, 2012 16:23:04 GMT 1
Det var en lummer eftermiddag og markedspladsen summede af aktivitet. Celestria var først lige ankommet og gik nu rundt og ledte efter urter som hun manglede. I tilfælde af at hun skulle rende ind i nogle tidligere kunder havde hun medbragt nogle eliksirer, af dem hun solgte flest af. Der var ikke meget arbejde midt om sommeren, fordi der ikke var nogen der var syge, og hvis de blev syge, var da ikke mange der ville tage hele vejen ud til den lille landsby hvor hun boede, så foretrak de at købe noget lige i nærheden, selv om kvaliteten måske ikke var lige så god som det hun kunne lave. Derfor havde Celestria mange overskyende eliksirer som hun håbede at få afsat i dag. Hun var ikke meget for at opsøge folk for at sælge sine ting, men hun turde heller ikke overlade et sådant ansvar til sine slaver. Selv om hun havde haft dem med fra hendes hjemland, stolede hun stadig ikke 100% på dem. Det var ikke til at vide om de ville sælge dem til en højere pris og så beholde nogen af pengene for sig selv. Hun kunne godt være meget mistænksom på den måde, hvilket var en hel ny måde for hende at opføre sig på. Sådan havde hun aldrig været i hendes hjemland.
Celestria var som altid klædt i hendes mørkegrønne kappe som hun nærmest kunne gemme sig i. Selv om det var ulideligt varmt at have den på, nægtede hun at tage den af. Hun ville ikke genkendes, og det ville hun helt sikkert blive, hvis hun tog den af. Nu var hun nok mest kendt som alkymisten i den grønne kappe. Ingen vidste hvem hun virkelig var eller hvor hun boede, og det var sådan hun gerne ville have det. Celestria stod i udkanten af markedspladsen og havde lige solgt en eliksir som hjalp mod forkølelse. Hun havde forsikret manden at den ikke ville være blevet dårlig, når det engang blev efterår, og at han derfor lige så godt kunne købe den nu.
Lidt derfra stod en mørk skikkelse indhyldet i skyggen af de nærliggende bygninger. Han betragtede Celestria som en høg overvåger sit bytte. Han var rejst langt og længe for at finde hende, og det havde ikke været let. Han havde kun kunne tvinge få informationer ud af hendes familie, da de næsten vidste lige så lidt som resten af hendes hjemby. Han havde reddet rundt i Manjarno i flere måneder og ledt efter en erfaren og talentfuld alkymist. Han havde opsøgt alle som folk havde hørt om, og hun havde været langt nede på listen. Folk kendte ikke engang hendes navn, de kendte hende kun af udseende. De vidste ikke engang hvor dygtig hun i virkeligheden var til sit fag. Han smilede for sig selv, når folk ikke vidste hvem hun var, var der heller ingen der ville savne hende, hvis det skulle komme så vidt.
Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på at det var hende, før han havde spurgt om hendes navn, eller i hvert fald set hende. Han havde fået en beskrivelse af hendes udseende, men det var meget generelt. Den eneste måde han kunne være sikker, var hendes navn, eller ved at se det ar hun havde fået den aften hvor hendes familie døde. Der gik mange rygter i hans hjemby om det ar, men alle var enige om at der var et, hun havde jo været lige ved at dø.
*"Få fat i opskriften, jeg er lige glad med hvordan du gør det, bare skaf den!"* Sådan havde han sagt, manden der havde hyret ham. På det tidspunkt havde han ikke regnet med at det ville blive en svær opgave, men når hun havde gjort sig så stor umage med at gemme sig, var hun nok ikke villig til at give ham opskriften bare sådan. Han havde selvfølgelig en mindre formue med, som han kunne tilbyde, men hvis hun ikke tog imod den, havde han også fået tilladelse til at bruge alle andre tænkelige midler.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 12, 2012 12:23:17 GMT 1
Det var ikke så ofte Jonah fik mulighed for at vandre rundt på Manjarnos markeder, så nu hvor han havde muligheden, greb han den. Han var iført en læderdublet med et matchende bælte om hoften, hvori en skede med hans langsværd lå trygt placeret. Tørrede blodpletter prydede dubletten han bar, som det eneste bevis på at han var blevet færdig med en nylig overstået opgave. En anonym arbejdsgiver havde hyret ham til at dræbe manden som havde dræbt arbejdsgiverens udkårne, og Jonah havde dømt det til at være en sag værdig af hans opmærksomhed. Men udover blodpletterne på dubletten, skulle man ikke tro at denne ældre mand næsten lige havde taget et liv. Hans blik var rolig og opmærksomt, mens han vandrede gennem markedspladsen og betragtede de forskellige boders udvalg. Han foretrak måske stadig markedet i New Dale i Imandra, men måske var det også bare fordi han generelt foretrak at opholde sig i Imandra. Men han havde i første omgang tænkt sig at blive i Manjarno, i hvert fald i nogle dage til. Man vidste aldrig hvornår man kunne komme overfor en ny arbejdsgiver, og i landet mellem Dvasias og Procias var der som regel altid nogen der havde brug for et kompetent sværd.
Jonahs opmærksomme blik faldt dog på andre ting end bodernes udvalg. Han var blevet så vant til altid at se sig over skulderen, at han var begyndt at gøre det uden selv at tænke over det. Markedspladsen, uanset hvilken by i hvilket land den lå i, ville altid være fuld af potentielle trusler eller arbejdsgivere, og for en mand som Jonah var det livsvigtigt at tage enhver chance han kunne gribe. Omkring sig så han kappeklædte væsner, mænd og kvinder skjult bag hætter og kutter – umiddelbart et kendetegn han ikke brød sig om. Dem der skjulte sig, havde som regel mørke bagtanker. Hans blik faldt på skikkelsen der stod i udkanten af markedet, og som lod til at have blikket fæstet på noget. Jonah fulgte blikket gennem mængden, mod den kutteklædte skikkelse med den grønne kappe. Af højde og drøjde ville han anslå at det var en kvinde, og hans sanser blev straks skærpede. Det var sjældent der kom noget godt ud af måden en mand i det skjulte så på en kvinde på den måde. Han bevægede sig langsomt gennem folkemængden, med en hånd placeret på sværdets fæste. Der var ingen grund til at gøre noget, før han var sikker på at der var grund til det. Indtil videre ville han alligevel holde sig på en tryg afstand, og observere hvad der skete, og dømme det derfra.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 12, 2012 19:39:10 GMT 1
Manden blev stående lidt og betragtede kvinden med den grønne kappe, han håbede at hun ville taget hætten af, eller bare bevæge sig, så kan kunne bedømme om det var hende eller ej. Men da hun ikke bevægede sig ud af flækken, hev han lidt op i sine bukser og forlod skyggerne. Han gik langsomt og uden at tiltrække sig opmærksomhed, over pladsen og lige imod kvinden. Mens han gik, funderede han over hvordan han skulle finde ud af om det var hende eller ej. Han besluttede sig for at være direkte og regnede med at han ville kunne se på hende, om han ramte rigtigt eller ej. Han stilte sig skråt overfor hende, så hans højre skulder næsten rørte hende højre skulder. På den måde kunne han tale dæmpet, uden at andre kunne høre hvad der forgik.
"Celestria Hecxus?" Spurgte han med sit blik fæstnet på hendes hætte, i et forsøg på at se hendes ansigt. Celestria kiggede på ham "Hvem?" Spurgte hun selv og forsøgte at lyde så meget som en af de indfødte, som hun overhovedet kunne.
Manden holdte stadig sit blik på hende, han havde en følelse af at det var hende, han var næsten sikker. Nu havde han prøvet med den flinke metode, og den havde tydeligvis ikke virket. "Jeg sagde, Celestria Hecxus. Jeg har på fornemmelsen at du ved hvor jeg kan finde hende" Hans halvrådne mund udsendte en forfærdelig stank, der fik Celestria til at rynke voldsomt på næsen. Manden var ikke glad for at vente på svar og tog derfor mere drastiske midler i brug. Han rev hendes hætte af og trak hende hurtigt med ind i gyden bag hende.
Med hans faste greb i hætten, fik han kappen revet af hende, da de var kommet ind i gyden. Det tog kun et enkelt blik under kvindens kappe før manden blev helt sikker på at det var hende. Hun gik klædt fuldstændig som kvinderne gjorde i hans hjemland; en smuk mørkeblå bommuldskjole med de samme spænder som derhjemme, håret var tilmed også sat op som der var moden i hans land, selv om den måde hun havde det på, måske var lidt gammeldags, var der ingen tvivl om hvor det kom fra. "Ser man det.. En ulv i fåreklæder.. Havde du klædt dig som de lokale, havde jeg måske aldrig fundet dig" sagde manden med en slesk tone. Det var ingen hemmelighed at han godt kunne lide hvad han så. Han håbede næsten at hun ikke ville af med opskriften, så behøvede han ikke at holde sine hæmninger tilbage.
Celestrias hjerte sad helt oppe i halsen på hende, hun var blevet genkendt, det var helt sikkert. Alligevel valgte hun ikke at sige noget, men holdte bare sit blik på manden. Hun sørgede for at hendes blik ikke afslørede hvor bange hun var, men gjorde hendes blik stålfast, i et håb om at det ville få ham til at opgive, hvad det nu end var han var ude efter.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 13, 2012 0:07:37 GMT 1
Det viste sig hurtigt at Jonah havde gjort klogt i at træde nærmere, uden at gøre for meget for at skille sig ud i mængden. Han betragtede den mandlige skikkelse idet han nærmede sig den kvindelige fra øjenkrogen, og standsede sine skridt da den mandlige nåede frem til den kvindelige. Ved første øjekast så det ud som om de bare snakkede, og for enhver anden mand ville det måske have set ud som om manden forsøgte at købe noget fra hende, og ladt det være med det. Jonah betragtede dem nøje, og det gik ham bestemt ikke hus forbi da manden hev kvinden ind i gyden, hvor ingen nysgerrige blikke kunne se dem. Han begyndte omgående at mase sig vej gennem menneskemængden og mod gyden, lige i tide til at se manden begynde at rive kvindens klæder af hende. Han var ikke sikker på hvordan den ene kendte den anden, men fra hans synspunkt var han vidne til hvad der hurtigt kunne udvikle sig til en voldtægt. Lyden af et sværd der blev trukket brød stilheden i gyden, og i en hurtig bevægelse havde Jonah presset bladet mod mandens strube og en hånd mod hans skulder. Manden stivnede brat, og lavede en bevægelse mod sit bælte, med al sandsynlighed for at gribe efter en egen kniv.
”Dét ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig.” hviskede Jonah koldt, og pressede sit sværd tættere mod mandens strube. Manden sank en klump, og forsøgte at løfte blikket mod den fremmede. ”Du forstår ikke… Hun er…” forsøgte han sig, men Jonah lyttede ikke. ”Klap i. Jeg vil ikke se dig her igen. Forsvind herfra, eller jeg sørger for at du bliver et hoved kortere før du overhovedet kan tænke på at flygte. Men først…” Jonah tog fat i mandens hår og tvang ham til at se op på kvinden. Jonah kastede selv kun et kort blik på kvinden, før han så tilbage på manden. ”Undskyld overfor hende.” hvislede han, og pressede bladet tættere mod struben. En enkelt bloddråbe løb ned af mandens hals, og han gispede svagt. ”U…Undskyld.” Ordene var modvillige, men ikke desto mindre blev de sagt. Tilfreds skubbede Jonah ham væk, og så efter ham da han løb ud af gyden med en hånd presset mod struben. Da manden var væk, vendte Jonah blikket mod kvinden og holdt en hånd frem mod hende. ”Er De uskadt?” spurgte han mildt, med et bekymret glimt i blikket.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 16, 2012 13:25:13 GMT 1
Lige så chokeret som Celestria var over at været blevet genkendt og overfaldet, lige så chokeret var hun over at nogen var kommet hende til undsætning. Hun havde svært ved at finde ud af om hun skulle være taknemmelig eller mere bange. For nu var der en der havde set hvordan hun så ud, og hvad var endnu værre var at han havde set at hun ikke var fra dette land, og at hun ikke var som alle de andre. Hun turde ikke stole på ham, selv om han muligvis lige havde redet hendes liv. Nogen ville måske kunne afpresse ham for indformationer om hende, selv om han ikke vidste andet end at han havde set hende her, og hvordan hun så ud. Men han var stadig næsten mere til fare for hende, end han var til gavn.
Celestrias blik hvilede kort på hans hånd, hun tog ikke imod den men tog i stedet et skridt bagud så hun stod helt op imod den mur, manden havde tvunget hende op imod. Her var hun også i skygge, så hun måske kunne skjule sig en smule. Hendes kappe lå stadig på jorden, bag manden som lige havde jaget den anden på flugt. Hun turde ikke tage den op, da hun ikke var klar over hvad den anden mand ville. "Hvad vil de mig?" Hendes stemme var rystet, men klar. Hun kunne jo ikke vide om han lige var kommet fra asken til ilden, eller om han bare ville jage den anden mand på flugt. Det kunne jo være hans intentioner var endnu værre end dem den anden mand havde haft. Hun vidste bare at han ikke havde reddet hende, manden ville komme tilbage, og hvad værre var, hun vidste ikke hvad det var han var ude efter. Måske var det bare hendes liv, måske havde han fået besked på at bringe hende hjem, eller få fat i noget der var hendes. Og fordi den fremmede var kommet, inden den anden havde nået at røbe hans intentioner, var hun nu værre stillet end før. Manden kunne sagtens forfølge hende hjem, og der ville hun være uden anden beskyttelse end hendes slaver, hvilket var nærmest ingenting, da de naturligvis ikke havde nogen våben eller kamptræning, så ville de da være alt for farlige at have til at arbejde for sig.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 27, 2012 18:29:31 GMT 1
Jonah fulgte hende med blikket, og trak sin hånd tilbage, da hun ikke lod til at ville tage imod hans hjælp. Hans ansigtsudtryk var hverken varmt eller koldt, men en neutral maske der betragtede hende med et vågent blik. Der skulle ikke et geni til at forstå at hun var bange, selvom at han ikke forstod hvorfor. Havde han ikke lige reddet hende fra et overfald? Jonah vidste ikke hvorfor manden havde forsøgt at overfalde hende, men hvad han vidste, var at manden havde holdt øje med denne kvinde på afstand i flere minutter før han slog til. Det var ikke tilfældigt, og kvinden ville ikke være tryg, hvis han bare gik sin vej nu.
”Jeg vil hjælpe dig.” svarede han blot, og samlede hendes kappe op, og smed den i hendes retning. Han sørgede omhyggeligt for ikke at træde hende nærmere, og lod hende forblive skjult i skyggerne så længe hun havde lyst til. Alligevel blev han hvor han var, og betragtede hende tankefuldt. Han ville ikke spørge, men hans nysgerrighed fik ham til at spørge sig selv om, hvorfor hun var blevet overfaldsmandens mål. Han stødte tanken fra sig. Det var ikke hans plads at tænke på den slags. Hans erfaring fortalte ham at der fandtes lige så mange grunde til at overfalde en person, som der var stjerner på himlen; grundene havde lige så stor chance for at være god som dårlig, så han ville aldrig have en chance for at gætte sig frem til lige denne årsag. ”Du behøver ikke være bange for mig. Jeg er her ikke for at skade dig, men du er ikke tryg herude. Jeg skræmte ham væk denne gang, men jeg tror ikke han er typen der giver op så let.” Han placerede sit sværd i skeden bæltet igen, og kastede et blik mod gydens åbning mod markedspladsen. De handlende derude lod ikke engang til at have bemærket hvad der var sket i gyden, og han kunne ikke se overfaldsmanden længere. Han var forsvundet i mængden. Han vendte blikket tilbage mod kvinden. ”Mit navn er Jonah. Hvis du lader mig, vil jeg følge dig hjem, så jeg er sikker på at du er tryg.” Skønt der ingen varme var at finde i hans blik, var der bestemt en høflighed over hans ord. Jonah var en mand med en samvittighed, og han kunne ikke få sig selv til bare at forlade denne kvinde efter sådan en oplevelse. En ridder var han måske ikke, men ridderligheden havde han bestemt.
|
|
